18. juni 2026

Bo vil have mere tid til familien og i stedet er Malene ny kvinde i Søndergades Optik

Er man kunde hos Søndergades Optik i Hadsten har man nok bemærket at Bo Rasmussen er stoppet, mens Malene Munk i stedet er blevet en del af butikkens personale.

Bo, der har været ansat i Søndergades Optik siden december 2019, valgte tidligere på året at stoppe, og indehaver Mette Weinell understreger, at der ikke er nogen dramatik i hans beslutning.

“Bo er blevet 64 år, og ville gerne have mere tid til sin familie, cykling, golf og rejser, så derfor har han valgt at stoppe. Bo skal cykle til Paris til sommer med Team Rynkeby, så det træner han ihærdigt op til, og glæder sig også til at kunne spille golf når det er godt vejr og på de tidspunkter der passer ham bedst. Så han hygger sig, og nyder livet, så der er ingen dramatik i hans beslutning om at stoppe i butikken”, kommer det med et smil fra Mette Weinell.

I stedet er Malene Munk blevet ansat, og hun har nu været i butikken i tre måneder. Hun kommer fra Randers, hvor hun bor med sin kæreste og deres barn, og er uddannet optiker. Hun har tidligere været hos Thiele og Louis Nielsen, og glæder sig over at være havnet hos en selvstændig optiker, hvor hun føler der er mere nærvær med kunderne.

“Jeg er rigtig glad for at være startet i butikken, og fandt hurtigt ud af, at det er en helt anden måde at være optiker på, end når man er ansat i en større kæde. Der er mere nærvær, og så kan jeg utrolig godt lide relationen med vores kunder. Her følger man kunden hele vejen, fra synsprøve og til kunden står med den færdige brille, og det giver en stor tilfredsstillelse i arbejdet. Jeg kan også tydeligt mærke, at det er meget lokalt og man kender hinanden, og det er jeg glad for at være en del af”, fortæller Malene Munk.

Sidste kvinde på holdet i Søndergades Optik er Heidi Landgrebe Mikkelsen, der har været ansat i to år. Hun er også uddannet optiker og har blandt andet stort fokus på tørre øjne, som er et stort problem for rigtig mange.

“For mig er livet som optiker ikke “bare” briller og kontaktlinser, og jeg har fået stort fokus på problemet med tørre øjne. Her har jeg hen ad vejen fået tillagt mig noget viden inden for området, så jeg kan guide folk til de rette løsninger. Der er faktisk ret mange der har problemer med tørre øjne, og her kan blandt andet varmebehandling, massage og øjnedråber være løsningen”, fortæller Heidi, der bor i Hadbjerg sammen med sin familie.

Hun er sammen med Malene også ansvarlig for butikkens sociale medier, hvilket har betydet øget aktivitet på blandt andet Facebook. Noget som Mette Weinell er meget begejstret for.

“Vi har fået meget mere fokus på sociale medier, takket være Heidi og Malene, som gør det rigtigt godt, også på den front. Det er ikke min stærke side, og bliver det nok aldrig, så jeg er bare glad for, at vi kan gøre det på denne måde så vi får noget mere synlighed, samtidig med, at det vi lægger op har noget kvalitet”.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler