Præcis som resten af landets frisører, så har Byens Frisør i Hadsten lukket lige nu, og skal have det som minimum en måned mere, og det er noget der begynder at sætte sig. Dog er Bente Frederiksen stadig ved godt mod, og glæder sig til, at tage i mod sine kunder igen.
Hvis frisørerne får lov til at åbne 10. maj, så er det godt to måneder, at landets frisører har haft lukket. Det kan mærkes på økonomien, lige som at det også kan mærkes på kunderne, der er ved at være godt langhåret.
“Jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at det ikke kan mærkes det her. Det er lidt op ad bakke for tiden, men jeg har fuld forståelse for situationen, og bakker op omkring de tiltag der er taget fra myndighedernes side. Jeg håber naturligvis på, at vi kan komme i gang igen til maj, og vi glæder os til at se vores kunder igen”, fastslår Bente Frederiksen overfor ByensNyt.dk.
Hun er blevet spurgt af et par kunder, om de kunne bakke op om salonen, ved at købe gavekort eller produkter, men reglerne for at få kompensation fra staten har gjort, at Bente har valgt, at holde salonen helt lukket, også for online salg.
“Vi er blevet spurgt nogle gange omkring salg af gavekort og produkter fra butikken, og der er jo også dukket FavrskovOnline op. Men reglerne er lidt kringlede i forhold til, hvordan og hvorledes at man kan få kompensation, så jeg har simpelthen valgt, lige som de fleste andre, at holde lukket for al salg. Nu skal vi bare have den næste måneds tid til at gå, og mon så ikke, at vi lige så stille, kan få lov til at åbne op igen, det håber jeg”, lyder meldingen fra Bente.