Det var en hjemmearbejdende Anders Juel, der tog telefonen, da ByensNyt forleden ringede til Sparekassen Kronjylland i Hadsten for at høre lidt om, hvordan man her takler coronakrisen.
“Jeg må sige, at vi har forsøgt at gøre en dyd ud af nødvendigheden. Vi prøver at få det bedste ud af situationen”, siger han.
“Nogle af os arbejder hjemme og andre møder ind i afdelingen. Her sidder vi så i hver sit mødelokale og så med et par stykker i det store ekspeditionslokale”.
Der er ingen tvivl om, at de i afdelingen i Hadsten godt kan savne det gode sociale fællesskab, de har med hinanden. Ikke mindst torsdag aften hvor de efter fyraften ofte drikker en øl sammen.
“Men så fik vi den idé, at vi ville mødes virtuelt og drikke en øl sammen. Så vi koblede op, skålede og hilste på hinanden på skærmen og fik en hyggelig fyraftenssludder, og det var faktisk en fin løsning situationen taget i betragtning”, siger Anders Juel og skynder sig at sige, at de bare glæder sig over, at de alle er sunde og raske.
Anders Juel fortæller, at de den seneste tid har bestræbt sig på at ringe alle deres erhvervskunder op for at få føling med, hvordan det går.
“Det er min oplevelse, at der er stor forskel på situationen hos vores kunder. Nogle har travlt som aldrig før, andre er lukket helt eller delvist ned. Mange af vores håndværkskunder har faktisk pænt med opgaver lige nu.”
Sparekassen investeringskunder kan konstatere, at markedet efter et drastisk fald nu er ved rette sig en lille smule op igen.
“Vi opfordrer dem til at have ro i maven. For erfaringen viser, at der typisk kommer nogle positive skvulp igen, og hvis man skal have glæde af opsvinget, når det kommer, må man ikke sælge ud i panik nu,” anbefaler han.
Det Sparekassen generelt gør for deres kunder, hvis de er trængt pt., er blandt andet at give mulighed for afdragsfrihed på deres lån og leasingydelser, udvide lånerammen eller øge kassekreditten.
“Det er faktisk ofte nok til, at de kan ride stormen af”, siger Anders Juel.
Sparekassen Kronjylland er det sidste pengeinstitut i byen, der har en fysisk kasse.
“Derfor var vi faktisk lidt spændte på at se, hvordan det ville gå op til den første april, nu hvor vi har været nødsaget til at lukke kassen, men vi må sige, at vores kunder har vist forståelse for situationen, og det er vi glade for. Man kan naturligvis altid lave en aftale med os, hvis man har behov for vores kassefunktion, men der har nu kun været ganske få henvendelser, og så har folk ellers fundet andre løsninger”, slutter Anders Juel.