I går aftes var der premiere på det første åbne arrangement hos Skafferiet, der siden oktober har stået for forpagtningen af Sløjfens café, og det blev en stor succes.
I går var der lange rækker af borde i Skafferiet, hvor der var inviteret til fællesspisning, og det havde 81 gæster takket ja til. Dermed fik det nye tiltag, der til en start kommer til at foregå en gang om måneden, en flot start og det er Jon Ahrensbach, ejer af Skafferiet, naturligvis begejstret for.
“Vi havde en god fornemmelse fra start af, men at 81 personer meldte sig til, det var mindre overraskelse og virkelig positivt. Vi fik sunget fællessang, og folk var helt med på konceptet om, at det er afslappet og samlede tallerkner ind på højskolemanér, så det var lige som det skulle være. God stemning fra alle, og jeg hørte fra flere, at de ville hjem på vejen og lave reklame for arrangementet, så måske runder vi 100 næste gang”, kommer det med et smil fra Jon til ByensNyts udsendte.
Det koster 125 kroner pr. person at spise med, hvilket må siges at være ganske rimeligt, og Jon vil ikke afvise, at fællesspisningen bliver to gange om måneden på et tidspunkt.
“Det var en god start, så det sætter selvfølgelig også nogle tanker i gang omkring, om vi kan lave arrangementet oftere, men til en start bliver det en gang om måneden, og så må vi se om efterspørgslen er til mere. Måske er der også noget godt i, at det kun er en gang om måneden, således at det bliver lidt mere særligt og noget man ser ekstra meget frem til”
Næste åbne arrangement er næste fredag, hvor der er Festlig Fredag fra klokken 12 og frem til klokken 20.30.
“Her kan man få frokost fra klokken 12, som så glider over i kaffe og kage for til slut at blive lidt fredagsbar-agtig med mulighed for nogle lette retter/snacks og noget godt at drikke. Også her er forhåndsinteressen ganske god, så det kunne også godt gå hen og blive en dag med fuld knald på, og måske er fredagen endnu mere oplagt til at lave to gange om måneden, men det ser vi også an”, lyder meldingen fra Jon.