20. juni 2026

Glud Fysioterapi ser dagens lys i PadelMaster

På lørdag bliver de første kampe spillet i PadelMasters nye padelcenter på Kildebakken, der efter godt tre måneders forsinkelse er klar til at åbne. Samtidig åbner Mikael Glud fra Hadsten sin klinik for fysioterapi i centeret.

Mikael Glud er selv aktiv padelspiller, og har spillet gennem flere år i PadelMaster, og det er her igennem at snakken om at åbne en fysioterapi er opstået. Mikael er uddannet fysioterapeut, og har blandt andet arbejdet på Neurocentret i Hammel, og er lige nu ansat i Aarhus Kommunes genoptræningsafdeling, hvilket han fortsætter med.

Derfor er det en form for hobbyprojekt med Glud Fysioterapi, der primært kommer til at holde åbent om eftermiddagen og i weekenden. Mikael afviser ikke, at det på sigt kan blive til mere, men som udgangspunkt er det tænkt som et bijob, når han slår dørene op fredag eftermiddag.

“Jeg har talt med Thomas, Julius og Anders (ejerne af PadelMaster, red) gennem et stykke tid omkring, at det måske kunne være oplagt at starte op i det nye center, og hvis det skal prøves af at være selvstændig, så er det for det første ved at være tid, og på den her måde er det en blid start som selvstændig. Jeg beholder stadig mit gode job i Aarhus Kommune, så det bliver om eftermiddagen og aftenen samt weekender, at jeg har mulighed for at have klienter”, fortæller Mikael Glud der bor tæt på det nye center, hvilket gør det nemt og fleksibelt, f.eks i tilfælde af en akut behandling.

Mikael har stor erfaring med genoptræning, blandt andet i forhold til ældre, men alle er velkomne, og han håber da også, at der kan blive et godt samspil mellem både padelcenter, motionscenter og hans klinik.

“Jeg vil ikke begrænse mig selv, og føler at jeg har en god all-round viden gennem mine 20 år i branchen, hvor jeg også er censor på fysioterapeutuddannelsen. Placeringen i et kombineret padel- og motionscenter samt lige op af et stort villakvarter er helt ideel, og jeg tænker, det bliver en god kombination af folk der har sin daglige gang i huset, samt folk fra Hadsten, der vil bruge min klinik”.

Mikael kommer også til at have et samarbejde med Fysio-Shop, der holder til i Sundhedshuset, blandt andet med salg af diverse produkter, men også ved henvisninger, både den ene og den anden vej.

“Jeg kan godt lide, at klinikken ligger i et center, hvor der sker noget, og det kommer der jo til med både padel, motionscenter og café. Jeg kommer selv til at bruge motionscenteret i forhold til klienter der skal lave øvelser eller genoptræne, så på den led er det et godt sted at være for en som mig”, siger Mikael, der selv spiller padel, og skal deltage i weekendens åbningsturnering, og tilføjer:

“Der har været en hel del at få styr på inden åbningsdagen, men jeg har været i gang med processen i et godt stykke tid, så jeg føler jeg har det meste på plads. Når man er behandler er der ekstra meget at forholde sig til, blandt andet i forhold til sundhedstyrelsen, journalføring og GDPR, og selvom jeg har et godt kendskab til det, så har jeg været vant til at min arbejdsplads har det overordnede ansvar. Det har jeg så selv her, og det har da krævet lidt arbejde at få styr på detaljerne, men jeg er klar og glæder mig til at åbne”, kommer det med et smil fra Mikael Glud.

Du kan læse meget mere om Glud Fysioterapi på Mikaels hjemmeside, hvor du også kan bestille tid og se åbningstider.

PadelMaster er placeret ved Flegebakken og Sejlager
Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler