5. december 2024

Hadsten Optik har haft syv fede år i Søndergade

For syv år siden besluttede Hadsten Optik at flytte fra det daværende Hadsten Center, der i dag er omdannet til Sundhedshuset Hadsten, og ned i Søndergade. Her overtog man lejemålet, hvor Søby Børnetøj tidligere havde haft butik gennem mange år.

Da Mette Rasmussen for syv år siden rykkede teltpælene op, og flyttede fra centeret og til Søndergade, blev det samtidig et farvel til Profil Optik kæden, som hun havde været en del af i mange år, og i stedet tog butikken navneforandring til det nuværende Hadsten Optik, uden at have en stor kæde i ryggen.

Et skifte hun bestemt ikke har fortrudt, og i følge hende og Didde Gyldenløve Roed, der for tre år siden blev medejer af Hadsten Optik, har det kun betydet fordele i dagligdagen.

“En kæde kan være en utrolig støtte, især i starten når man er selvstændig, hvor de kan hjælpe med mange ting, som man som ny ikke har den store viden om. Da vi trådte ud af Profil Optik skulle vi selv til at stå for det hele, også i forhold til markedsføring, og det har været en spændende proces at være i at styre det hele selv. Det var helt rigtigt at gå ud kædesamarbejdet og blive sig selv, blandt andet fordi, at kæderne bliver mere og mere topstyret, og der bliver, for mig at se, for mange begrænsninger i forhold til, hvad man kan og vil ude lokalt. Nu kan vi selv bestemme det hele, og vi har personalet til det vi gerne vil inden for vores fag, også inden for meget specielle behov, hvilket vi ser som en stor styrke”, siger Mette Rasmussen og Didde Gyldenløve Roed tilføjer:

“Vi synes jo, at vi kender vores kunder meget bedre, end de gør på et kædekontor, og derfor giver det bare god mening at stå på egne ben. Vi kan selv bestemme, hvad vi køber ind og i hvilke mængder, lige som vi også selv fastlægger vores markedsføring, og det føles bare godt og helt rigtigt”.

Da Hadsten Optik flyttede fik de markant mere plads, og det har åbnet op for mange nye muligheder, der kommer dem til gode i dagligdagen.

“Jeg var glad for at ligge i Hadsten Centret, fordi det var et godt center, men der har helt klart være flere fordele ved at flytte herned i Søndergade. Vi har fået mere plads, hvilket har gjort, at vi har indrettet os som vi gerne ville have det, blandet andet ved at det hele foregår i selve butikslokalet, og ikke ude bagved. Mange steder står man ude bagved og laver brillerne, f.eks hvis de skal rettes, mens vi står lige foran kunden, og det giver anledning til mere snak og nærved med kunden, og det føles rigtigt rart”, fortæller Mette Rasmussen og bliver suppleret af Didde:

“Netop den gode plads giver os mulighed for at lave små kroge i butikken og løbende lave små ændringer, så der jævnligt sker forandringer i butikken, uden at vi laver det hele om på en gang. Man kan vel kalde det små universer, og det kommer vi til at gøre meget mere i fremadrettet”.

Rød løber rulles ud på fredag

Et gammelt ordsprog siger, at “efter syv fede år, kommer syv magre år”, men lige i Hadsten Optiks tilfælde, så er der intet der tyder på, at ordsproget kommer til at holde stik. Her har man vind i sejlene, og har et solidt og ganske fasttømret personale, der ikke kun ses når de er på arbejde, men også laver ting sammen efter fyraften.

“Ud over at fejre, at vi fylder syv år, så synes jeg også godt vi kan fejre, at vi nu er et fast og sammentømret hold i butikken. Den der har været her kortest tid, har til september været her to år, så vi er ikke længere et nyt hold, og det er faktisk rigtigt rart. Vi har en følelse af, at vi har arbejdet sammen længe, og været alle processer igennem sammen, så det føles godt og det vil vi bestemt også gerne fejre”, kommer det storsmilende fra Mette.

“Det har været helt fantastisk for mig at komme ind i en butik som den her, og så blive lært op under Mette, det er virkelig godt og jeg nyder det i den grad. Mette og jeg er meget forskellige, og har hver vores styrker, så vi supplerer hinanden godt. Vi fornyer os på en god måde, og er klar på at forandre os, fordi vi lever i et samfund der er foranderlig, hvilket vores fag også er, så vi skal selvfølgelig være med, hvor det sker, og det er vi gode til med de forskellige styrker som vi har. Vi har det sjovt som team, og vi vægter det sociale meget højt, og det gør, i hvert fald for mig, at det altid er fedt at gå på arbejde”, fastslår Didde.

Fødselsdagen fejres med gode tilbud, rød løber, kage og masser af flag

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler