27. juli 2024

Hadsten Optik samler Powerteam til kundeaften

Når man siger briller, Kranio sakral, og permanent makeup i samme sætning, så er det lige umiddelbart svært at se sammenhængen, men dukker man op i Hadsten Optik den 8. marts, så kan man blive klogere på alle tre ting på en let og afslappet måde.

Det er Mette Rasmussen, indehaver af Hadsten Optik, der har taget initiativ til kundeaftenen til marts, hvor man ud over personalet i Hadsten Optik, også kan møde Majbrit Vaaben der ejer Alternativ Velvære samt Gittemira Jul, der har ByMira i Vestergade som blandt andet laver permanent makeup.

“Jeg fik idéen på Majbrits briks, og tænkte at det her, det kan noget, og jeg har også været på Gittemiras briks, og det kan i den grad også noget, og så synes jeg bare det giver god mening at lave et arrangement sammen. Det giver mulighed for at tiltrække nogen, som man måske ikke selv havde fået fat på, så jeg er helt sikker på, at vi alle tre kan få noget ud af det”, fortæller Mette Rasmussen til ByensNyt.

Kranio sakral er der måske en del, der ikke ved hvad er, så det sætter Majbrit lige lidt ord på.

“Det er en meget blid behandlingsform der også er meget dyb. Jeg er meget omkring kraniet, nakken og skuldrene, og så er jeg inde at kigge på linjer i forhold til, hvordan sidder øjne og mund, er der skævhed i kraniet som måske skal rettes. Det er alt lige fra migræne, skuldersmerter, stress og så behandler jeg faktisk også en del babyer der har det dårligt, så det er en times tid, hvor man bare slapper helt af og mange falder faktisk i søvn. Der er også en del der bruger det som velvære, og en oplagt chance for at komme væk fra stress og jag, så det er for alle, stor som lille”, lyder det fra Majbrit.

8. marts er kvindernes kampdag, så der er fokus på kvinder, hygge, og lækkerier, men, understreges det, mænd er også velkomne.

“Vi holder hver et oplæg, og så er der mulighed for at se nye kollektioner på briller, hvor vi får en repræsentant ud, der tager nogle lækre ting med, så der er noget ekstra at kigge på denne aften. Så skal vi drikke lidt bobler og spise lidt tapas, så dem der kommer får en hyggelig aften, hvor der bliver kræset om dem”

Gittemira Jul fortæller om permanent makeup, og ser frem til at møde kommende nye kunder, og få fortalt, hvad permanent makeup er for en størrelse.

“Når man skal have permanent makeup, så har kunden i høj grad brug for tryghed og tillid til den der skal udføre det, så derfor giver det rigtig god mening for mig, at være med til et arrangement som dette, hvor der er tid til at fortælle om det og der også er rig mulighed for at spørge ind. Det er ikke muligt at få det lavet denne aften, da der er rigtig mange regler omkring det, men man kan se, hvad det er jeg bruger til det og hvordan det ser ud før og efter. En behandling tager også lang tid, og af flere gange, så det er ikke bare noget man lige får ordnet på en aften”, kommer det storsmilende fra Gittemira, som ByensNyt besøgte sidste år, og den artikel kan du læse her.

Billetsalget er godt i gang, og, skulle vi hilse at sige, man skal nok ikke vente alt for længe med at købe billet, hvis man vil være sikker på en plads. Billetter kan købes hus Hadsten Optik i Søndergade.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler