25. januar 2026

Her er Favrskovs nye erhvervschef

Jesper Lieberknecht er mødt ind til sin første uge som erhvervschef i Favrskov Erhverv og han glæder sig til at komme rigtigt igang med sine opgaver.

Jesper er 51 år, bor i Lystrup sammen med sin kone Hillary og sine to døte på 21 og 19 år. Han kommer fra en stilling som erhvervskonsulent i Business Randers, hvor han har været siden 2011, så det er en mand med særdeles lang erfaring inden for erhvervsfremmesystemet, der nu har sat sig i stolen på kontoret i Ågården i Hadsten.

“Jeg har arbejdet meget med vejledning af iværksættere, med netværk og med vejledning af mere etablerede virksomheder og så har jeg været med til at udvikle og drive arrangementer til og for erhvervslivet og det er jo nogle af de erfaringer jeg kan trække på her i min nye stilling” fortæller den tydeligt engagerede erhvervschef Jesper til ByensNyt.

Som erhvervschef skal han videreføre mange af de gode tiltag, der allerede er sat i søen og i den sammenhæng har han to nøgleord, som han fremhæver. Det ene er samarbejde og det andet er det at lytte.

“Jeg skal gøre hvad jeg kan for at skabe de bedst mulige rammer for virksomhederne i Kommunen i tæt samarbejde med Favrskov Kommunes forskellige afdelinger (særligt Erhvervsafdelingen), med Erhvervshus Midtjylland medlemmerne, det øvrige erhvervsliv og uddannelsesinstitutionerne – de er også vigtige” fortæller han. “Det kan jeg kun ved at være samarbejdende og ved at starte med at lytte til, hvad de mener, vi med fordel kan gøre for at skabe de bedst mulige rammer. Jeg vil gerne samarbejde med de foreninger og netværk, der allerede er her – som f.eks. handelsforeningerne, frem for at konkurrere med dem, for det ved jeg godt, at der ikke kommer noget godt ud af” forsikrer han.

Han ved også godt, at Favrskov Erhverv er en mindre organisation end den han kommer fra, men “så handler det om at være selektiv og gå all-in på de tiltag, vi så udvælger” fastlår han. “Det er afgørende, at dem der kommer til vores arrangementer oplever værdi, så skal antallet af deltagere nok følge med over tid”, mener han.

På den lidt længere bane vil han gøre noget mere for at skabe et mentorkorps af rutinerede virksomhedsledere, der kan bistå,de nyetablerede. Han vil også gerne arbejde videre med ideen om et rådgiver korps, der kan træde til med en times gratis rådgivning til iværksættere, så de kommer godt i gang og “det kunne også være spændende at etablere et lokalt investorpanel, som kan rejse nogle midler til dem der har et investeringsbehov” fortæller han, så ideerne er allerede mange.

“Men det er naturligvis ikke noget jeg sætter i værk det første halve år” siger han realistisk. “Der skal jeg stikke fingeren i jorden, møde medlemmerne og de øvrige virksomheder i kommunen og lytte til de udfordringer de ser, inden jeg kommer med en hel masse løsninger.”

Jesper er opmærksom på at Favrskov ikke som Randers har én hovedby, som fylder det hele. “Jeg tror det er vigtigt, at balancere indsatserne og både skabe aktivieteter, som favner alle virksomheder i hele kommunen og samtidig anerkende at nogle aktiviteter har større relevans i et geografisk område end i et andet. Det bliver jeg nok klogere på med tiden.

ByensNyt fangede den nye erhvervschef på kontoret, netop som han og erhvervskoordinator Sofie Rahr Time var ved at lægge rammerne for deres samarbejde.

Jesper ser også frem til samarbejdet med medlems- og marketingkoordinator Sofie Rahr Time, som har været en del af Favrskov Erhvervs de seneste 4 år.

“Vi er allerede så småt ved at se på, hvordan vi fordeler opgaverne mellem os og mon ikke Sofie fortsætter med at løse mange af de koordinationsopgaver hun har i dag, som medlemskontakt, nyhedsbreve og håndtering af nye medlemmer, mens jeg så tager mig af den mere erhvervsrettede del – vejledningerne. Men det kan også være, at vi sammen finder helt nye muligheder, når vi er kommet tættere på hinanden, det får vi at se” slutter han.

I fritiden er Jesper formand for Gymnastikklub Århus (GKA), som han helt naturligt blev drevet ind i, idet begge hans døtre har dyrket elitegymnastik. Derudover er han glødende AGF-fan. Så han er ofte at finde på Århus Stadion i weekenden, hvor han hepper på “De hviie”

Du kan læse mere om Favrskov Erhverv her: Favrskov Erhverv

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler