23. januar 2026

Jakob har sikret sig sin læreplads inden han starter på skole

Siden sommeren 2023 har Jakob Ørskov været ansat i Hadsten Optik. Først i et fritidsjob, senere som fastansat og til september starter han så i lære som optometrist, nok mest kendt som optiker.

At det lige blev optometristuddannelsen, som Jakob om lidt kaster sig ud i, stod bestemt ikke skrevet nogen steder, og havde det ikke været for især Mette Rasmussen, der ejer Hadsten Optik, så var Jakob nok gået i en anden retning.

Jakob har taget både kunderne og sine kolleger med storm, og har lige fra starten af, været enormt vellidt, hvilket hurtigt fik Mette til at se et lys i ham som en kommende optiker. Over tid er snakken faldet mere og mere på uddannelsen, og til september tjekker Jakob så ind på Dania i Randers, hvor de uddanner optometrister.

En uddannelse der tager tre og et halvt år, fordelt mellem skole og praktik, og i modsætning til mange andre, så starter Jakob Ørskov med en elevkontrakt i lommen.

“Jeg har ikke helt vidst, hvad jeg ville, så positivt nok, så er det ikke noget jeg har drømt om længe i forhold til at starte på uddannelsen som optometrist. Jeg har vidst at det skulle være noget med mennesker og salg, og gerne noget, hvor man har en stor baggrundsviden. Med tiden er det blevet mere og mere spændende at være her i Hadsten Optik, og jeg har samtidig fået svar på alle de spørgsmål jeg har stillet, og det er mange gennem tiden, og så endte det altså på den her måde”, kommer det smilende fra Jakob Ørskov.

Det er mange år siden, at Mette Rasmussen har haft en elev, og hun glæder sig over, at Jakob besluttede sig for at tage uddannelsen, hvor praktikken naturligvis skal foregå i Hadsten Optik.

“Det er længe siden jeg sidst har arbejdet med elever, og jeg kan mærke at jeg glæder mig til de snakke vi skal have i den kommende tid omkring målinger og det der ligger bag, når man skal lave en brille. Samtidig giver det en god dynamik, at have en ung mand som Jakob ansat, der kan give noget modspil til os andre, og kunderne kan jo rigtig godt lide ham, så jeg er virkelig glad for, at Jakob sagde ja til at starte som elev”, lyder det fra Mette Rasmussen der tilføjer:

“Jakob har allerede tillært sig en masse viden, og så har han et godt håndelag, hvilket man tydeligt kan se, når han håndterer brillerne. Så jeg forestiller mig, at det er nogle helt andre ting vi skal have fokus på, når han skal i praktik, fordi han allerede ved så meget og er godt inde i tingene”.

Færdiguddannet når andre starter på uddannelse

Når Jakob er færdig som optometrist, så er han blot 23 år, hvilket er samme alder som Mette Rasmussen, da hun i sin tid blev færdiguddannet i København. En alder, hvor mange af hans venner måske først lige er startet på en videregående uddannelse.

“Jeg er færdig når mange først begynder f.eks på universitetet, så det kan jo godt virke ret ungt at være færdiguddannet, men det ser jeg ikke som noget problem. Hvis man godt ved, hvad man gerne vil være, så føler jeg, at man bare skal komme i gang, i stedet for at tage sabbatår, blot fordi det er blevet normalen”.

Mens andre måske har deres forældre eller en god ven med, når en kommende uddannelse skal ses an, så tog Jakob Mette med til Dania, og her måtte Mette lige sikre sig, at det var ok for Jakobs mor.

“Jakobs mor er i forvejen kunde her, så da jeg i en anden sammenhæng talte med hende, så sagde jeg, at hun måtte sige til, hvis jeg blandede mig for meget. Jeg vil jo ikke overskride nogens grænser og da slet ikke en mors, men hun syntes bare det var dejligt at jeg gjorde det”, kommer det storsmilende fra Mette, hvortil Jakob supplerer:

“Det var faktisk rigtig fint at have Mette med på Dania, fordi hun kunne stille nogle andre spørgsmål end min mor, så det fungerede ganske godt i mit tilfælde”.

Uddannelsen som optometrist tager 3 og et halvt år fordelt på to års skole og halvandet års praktik. Uddannelsen kan tages i Randers og i København.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler