15. september 2024

Jeanet Gårdsdal bliver medejer af EDC Huset Hadsten og Hinnerup

De har arbejdet sammen i over otte år, Jeanet Gårdsdal og Jette Eriksen, og nu er tiden så kommet til, at Jeanet går fra at være ansat, til at hun nu er medejer af de to ejendomsmæglerbutikker.

Jeanet er uddannet hos Jette, og har været ansat først som medhjælper om eftermiddagen, og efterfølgende trainee, og da hun blev udlært i 2015, så faldt det meget naturligt, at hun blev fastansat. Sideløbende har hun og Jette udviklet et venskab, og bor næsten dør om dør i Hadbjerg, så derfor var beslutningen om medejerskab ikke svær for de to.

”Jeg har faktisk altid tænkt, at jeg skulle drive forretningen alene, men den seneste tid har jeg følt at der også er andet end at arbejde. Jeg vil også have tid til at være mor, være sammen med venner og så har jeg også fået en hest som skal passes, og det er bare svært, når der så også lige er to forretninger, der skal holdes i gang. Så vi har faktisk ikke talt om det så længe, men da vi først kom i gang, så blev vi ret tændt på idéen”, fortæller Jette Eriksen til ByensNyt.dk og tilføjer:

”Normalt søger man videre, når man er udlært, men i Jeanets tilfælde gav det i den grad god mening, at hun blev hos mig, fordi hendes kvaliteter jo er i top, både professionelt og personligt, og nu har vi holdt hinanden ud i over otte år, så vi er bare et godt match”

Jeanet danner par med Christian og hun var ret spændt på, hvad han egentlig ville sige til, at hun tog springet som selvstændig, men han var klar fra start, så da den var vinget af, gik det stærkt med at få realiseret idéen.

”Jeg har aldrig haft planer om, at jeg skulle være selvstændig, men når det er sammen med Jette, så er jeg helt tryg”, kommer det med et stort smil fra Jeanet, inden hun fortsætter, ”Vi føler os trygge på hinanden, og har i den grad tillid og tro på, at det her bliver godt. Derfor har vi heller ikke lavet alle mulige kontrakter på hinanden, fordi vi er sikre på, at de ting der opstår hen ad vejen, dem skal vi nok få løst på en god måde, fordi det har vi altid gjort. Nu kommer der penge i mellem os, men, måske naivt, så er vi ikke nervøse på nogen måder”, lyder det fra Jeanet Gårdsdal.

De to partnere har også aftalt, at deres privatliv skal prioriteres, så som de siger, er de muligvis en for meget ansat, men hellere det, end at få hovedpine og stress. De vil gerne være det mest sælgende mæglerteam, men ikke for enhver pris.

”Selvfølgelig skal vi tjene penge, og vi skal også tjene en god løn, men vi skal gøre det sådan, at vi også har tid til at være sammen med dem vi elsker. Vi har ingen planer om at arbejde 80 timer om ugen, fordi livet handler om andet end at arbejde, så man får ondt i hovedet. Så kan det godt være, at vi kunne tjene mere, men det er ikke det der er vigtigt for os lige nu. Det kan være det kommer senere, når vores børn er store, men så kigger vi på det til den tid.”, fortæller de samstemmende.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler