De sidste syv år har Jonas Lindgaard været privatkundechef i Sparekassen Kronjyllands afdeling i Hadsten, men er netop blevet udnævnt til afdelingsdirektør samme sted.
Udnævnelsen sker som følge af, at Anders Rye Falko, der indtil nu har været afdelingsdirektør, er skiftet til en lignende stilling i Danske Bank i Silkeborg. Jonas Lindgaard understreger, at der ikke ligger noget dramatik bag beslutningen.
“Anders bor ved Silkeborg og har længe haft et ønske om kortere kørsel til arbejde, og han havde håbet på at kunne blive i Sparekassen, men nu bød muligheden sig i Danske Bank, hvor han i øvrigt tidligere har været, så det hele er sket i god ro og orden”, konstaterer Jonas Lindgaard over for ByensNyt.
Med godt 15 ansatte, så er Sparekassen Kronjylland det største pengeinstitut i Hadsten, og samtidig med, at man søger efter en souschef til afdelingen, så er man også på udkig efter en rådgiver mere.
“Vi nedlægger privatkundechef-titlen, og søger i stedet efter en souschef, som bliver min højre hånd. Jeg har som privatkundechef haft personaleansvar for privatrådgiverne, og det fortsætter jeg med, og så har vi vurderet, at vi mere har brug for en der er mere salgsorienteret og kan være min sparringspartner. Vi kommer til at satse endnu mere på erhverv fremadrettet, og her vil vi i nærmeste fremtid præsentere nogle spændende ting. Der er et stort potentiale i Favrskov og sideløbende med vores fokus på privatkunder, så kommer vi til at fokusere mere på erhverv, end vi allerede gør nu”, lyder meldingen fra Jonas Lindgaard.
“Favrskov er en kommune med vækst og tilflytning, og vi kan mærke at vi får flere kunder i disse år Det er ikke fordi vi “stjæler” fra de andre i byen, men oplever at folk der er flyttet hertil inden for de seneste år, gerne vil have en mere lokal relation, og derfor tager de kontakt til os, og det er vi glade for”.
Det lokale engagement er vigtigt og fortsætter
Sparekassen Kronjylland har altid vægtet lokalt engagement stort, og det har de mange lokale foreninger i hele kommunen nydt godt af, og Jonas fastslår, at det er en strategi som man har tænkt sig at fortsætte med.
“Vi støtter op omkring mange ting, og hvor vi i Hadsten primært har fokus på den østlige del af Favrskov, så har vores afdeling i Hammel fokus på vest. Vi forsøger at være til stede så meget som muligt, og især de steder, hvor vi kan blive en aktiv part. Vi vil gerne have sponsorater, som vi kan bidrage til og være en del af, fordi her føler vi, at det giver mest mening for alle parter, og det kommer vi til at lave meget mere af. Vi er et lokalt pengeinstitut, så selvfølgelig skal vi bakke op om lokallivet og foreningerne”, siger han.
Jonas Lindgaard er 37 år, gift med Anne og har to børn på henholdsvis 14 og 11 år, og bosiddende i Skødstrup. Her er han aktiv i den lokale idrætsforening, og spiller derudover padel og golf i sin fritid.














