Efter 50 år takker Inge Svendgaard i Stjernesalonen på Hovvej nu af som selvstændig frisørmester
“Det har været en dejlig tid” fortæller Inge Svendgaard til ByensNyt.
Hun startede som barnepige hos Elin Jørgensen, der dengang drev frisørsalon i byen og der besluttede hun sig for, at det var den vej, hun selv ønskede at gå.
“Så jeg kom så i lære hos Maja Ditlev, der havde salon nede ved åen” fortæller hun “og da jeg blev udlært var jeg assistent i en salon i Randers. Efter noget tid blev jeg spurgt, om jeg ikke ville passe min svigerindes salon i Vitten i 9 måneder under hendes barsel og der fik jeg blod på tanden til at blive selvstændig” fortæller hun.
I 1973 blev salonen oven på Svanematerialhandlen, hvor Hadsten Blomster i dag huserer, ledig og her lejede Inge sig ind. Hun blev tilbudt at overtage erhvervslejemålet, men efter et år købte Inge og hendes mand hus på Hovvej og her var god plads til Inges nye frisørsalon, som fik navnet Stjernesalonen.
Allerede et år efter fik hun sin assistent Jette og så fortsatte de to sammen de næste 40 år. Da Jette stoppede i 2014 besluttede Inge sig for at fortsætte 5 år mere, “Men det ene år tog bare det andet” lyder det fra Inge.
“Men under corona fandt jeg ud af, at jeg sagtens kan få tiden til at gå og nu har jeg jo 4 børnebørn i henholdsvis Støvring ved Aalborg og i Solrød, som jeg gerne vil bruge tid sammen med. Jeg er også glad for at læse, jeg går i kortklub og vi kan også lide at cykle” fortæller hun energisk og det er tydeligt, at hun i hvertfald ikke har tænkt sig at sidde stille.
“Og så nyder vi at rejse. Vi elsker sommeren herhjemme og så har vi i flere år valgt at tage på solferie til Gran Canaria om vinteren, det nyder vi.”
Inge husker tilbage på mange gode oplevelser med kunderne og hun har helt frem til i dag arbejdet fire fulde dage om ugen – fra onsdag til lørdag. Hun har skrevet kunderne op i sin kalender, så hun altid kan ringe dem op, hvis er er ændringer og heri har hun mere end 140 faste kunder.
“Ja, jeg har da en kunde som har fulgt mig siden starten og flere har været kunder i over 30 år. Jeg har også en kunde fra Horsens, som har en søster i byen. Hun plejer at sige, at det gode ved at have frisør i Hadsten er, at så får hun da set sin søster” griner hun. Men nu tror kunden alligevel, at hun vil finde sig en frisør i Horsens, når jeg stopper.”
Trods 50 år som selvstændig frisør virker Inge bestemt ikke færdig. Hun er som altid glad og smilende og fuld af energi. ByensNyt ønsker god vind med otiummet.