Byens VVS fik pludseligt travlt, da virksomheden forleden blev kontaktet af Favrskov Kommune få dage før institutionerne skulle åbne igen. “Vi blev bedt om, at udvikle 30 mobile vaskeløsninger til brug for børneinstitutionerne i hele Favrskov, så det var noget af en opgave” fortæller indehaver Lars Nonboe fra Byens VVS i Hadsten.
I løbet af 3 dage havde firmaet fået udviklet og monteret de 30 vaske, så poderne kunne komme til at vaske hænder, når de dagen efter skulle møde ind i institutionen.
“Og vi fik lavet løsningerne sådan, at det hele fungerer elektrisk, så børnene ikke behøver røre ved grebene, for de kan jo være en væsentlig klilde til smittespredning” fortæller Lars Nonboe og fortsætter: “Det var rigtig sjovt at være med til. Vi skulle løbe stærkt og vi vidste , hvor stor betydning det har, at vi blev klar til tiden, så vi fik virkelig noget kampgejst på”.
“Det er heller ingen hemmelighed, at opgaven kom på et godt tidspunkt”, supplerer Lars Nonboe. “Vi er naturligvis også ramt af situationen. Mange af vores opgaver er udskudt og nogle helt aflyst, så vi er lidt på vågeblus i tiden og har måttet sende nogle af vores medarbejdere hjem på løntilskud. Så vi glæder os meget til, at vi forhåbentlig snart kommer ud på den anden side, så der igen kommer mere gang i hjulene.”
Lige nu kan vi rykke ud med kort varsel
“Skræmmescenariet er”, siger han, “at vi får den her ketchup-effekt, hvor alle lige pludseligt skal have lavet det hele på en gang, så ingen af os kan følge med. Så er det bedre, at det kommer i gang stille og roligt, lidt efter lidt, så vi både har nok at lave, så vi kan holde vores beskæftiget og samtidigt undgår for meget ventetid”.
“Lige nu kan vi i det mindste rykke ud med meget kort varsel og det kan vi mærke at vores kunder er glade for”, slutter Lars Nonboe optimistisk.
Lars Nonboe er indehaver af Byens VVS i Hadsten, der gennem mere end 30 år har leveret VVS-løsninger til både private og erhvervs i hele Østjylland.