19. april 2024

KR runder et skarpt hjørne

KR Hospitalsudstyr, der har ligget i Hadsten siden 1974, runder i år 50 år som virksomhed, og det er da en god grund til at sætte fokus på virksomheden, der producerer senge til hospitaler og plejesektoren. Mange kører nok tit forbi lokalerne på Mågevej, men hvad sker der egentligt inde bag de røde mure?

KR Hospitalsudstyr startede oprindeligt i Lystrup, hvor stifteren, Kell Rasmussen, producerede kvalitetsmøbler i stål, men på opfordring skiftede firmaet hurtigt genre, og begyndte i stedet at producere udstyr til hospitaler. Det var også på dette tidspunkt at virksomheden, der i dag er en del af Able Nordic, flyttede til Hadsten og Mågevej.

Indtil 1993 var det Kell Rasmussen der stod i spidsen for virksomheden, men grundet helbredsproblemer, solgte han virksomheden til Varrod i Norge, der den dag i dag, ejer KR.

“Vi er 38 ansatte i Hadsten, hvor vi laver det hele i forhold til vores senge. Lige fra design, til svejsning, lakering, maling og selve samlingen af sengene. Halvdelen af vores produktion sender vi til Norge, hvor de bliver distribueret videre af vores ejere, der primært består af kommuner, med Kristiansand som hovedaktionær. Resten bliver solgt på det danske marked, gennem vores salgskanaler. Det sker typisk i udbud i det offentlige, både kommuner og regioner, men også til den private plejesektor”, fortæller Lars Philip Knudsen, der er CEO for Able Nordic, til ByensNyt.dk og fortsætter:

“Vi producerer mere og mere plejesenge og knapt så mange hospitalssenge i disse år, da regionerne har haft fokus på nye sygehuse, og derfor holdt lidt igen med indkøb af nye senge. I stedet har vi opdyrket et nyt marked, hvor det altså er plejesenge vi lige nu satser mest på”

Svejserobotten hjælper med at gøre sengene klar

Lokalt forankret

Selvom at mange måske ikke har det store kendskab til KR, så har virksomheden stor lokal forankring, og mange af de ansatte kommer fra 8370, og en del har faktisk været ansat i 12, 20 og 30 år.

“Vi føler os meget lokalt forankret, og glade for at være i Hadsten. Mange af de ansatte kommer fra 8370 og byerne omkring, og flere har været ansatte her i mange år, sågar nogle stykker der har rundet 30 år. De har jo, helt naturligt, en stor kærlighed til fabrikken, og er enormt stolte af det, som vi har opnået gennem årene”, siger Lars Philip.

Netop det med stoltheden til KR har i den grad vist sig under Corona-epidemien, hvor der for alvor har været pres på, da mange kommuner og regioner har lavet nye sengeafsnit i tilfælde af mange indlæggelser.

“Vi har virkelig haft travlt, og her har personalet i den grad gået forrest og taget fra. Vi har leveret rigtigt mange senge i de sidste par måneder, og har været nødt til at lave et aftenhold også, for at kunne følge med, men det har folk bare været med på fra start. Så vi har haft travlt, men nu kan vi så også mærke, at det bremser noget mere op, og så må vi se, hvad det så får af betydning. Lige nu har kommuner og regioner fået nogle lagre af senge, så på den front, bliver der nok lidt stille for en periode”

Lars Philip Knudsen viser nogle af de færdige senge frem

KR Hospitalsudstyr markerer jubilæet senere på året for personalet i Hadsten.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler