13. december 2025

!Kulturen spiser strategi til morgenmad

Overskriften er en fri oversættelse af et citat fra en af verdens største ledelsestænkere, Peter Drucker.

Jeg kom til at tænke på den gamle talemåde da jeg tirsdag aften deltog i Favrskov Erhvervs fine arrangement med overskriften; “Forskning, fejl og fremgang – Sådan vækster virksomheder i virkeligheden” i kommunens administrationsbygning på Vesselbjergvej i Hadsten.

For her havde vi først et fremragende indlæg af professor Mette Neville, der er leder af Center for Små og Mellemstore Virksomheder på Aarhus BSS – Aarhus Universitet.

Og bagefter modtog vi en solstrålehistorie fra ejerleder Morten Anthonsen fra Foldby Autoteknik om hvordan man kan få succes uden på noget tidspunkt at have lagt en strategi. “Det hele det handler om kultur” sagde Morten igen og igen og fortalte om, hvordan han flere gange havde taget konsekvente valg, hvis han kunne se, at der var noget i forretningen der ville clashe med den kultur som han og forretningspartneren Nicholai Eberhard står for.

Mette Neville

Mette Neville fortalte om hvor vigtigt det er, at ejerledede virksomheder får en bestyrelse ind, der kan vær med til at udfordre og lægge de langsigtede planer for virksomheden og at man altid bør involvere medarbejderne i strategien, for at sikre sig forankring i organisationen.

“Vær med på AI nu, det er her nu og det kører ikke forbi” sagde hun. “Som ejerleder skal man formå at drifte, udvikle og håndtere store forandringer på samme tid. Vi kan ikke forudsige fremtiden, men der er nogle store trends, som vi alle kan se og som man bør forberede sig. Vi ved, at de der har forberedt sig på flere scenarierer dem, der klarer sig bedst når stormvejret raser” fortalte hun.

De virksomheder der har styr på ledelse og organisering, forretningsudvikling og værdistrømme klarer sig godt. Til gengæld er det manglende tid, manglende ledelseslyst, manglende ledelseskompetence og manglende værktøjer, der slår dem tilbage til start, sagde hun bl.a.

Morten fortalte om succeser og benspænd på sin vej og om, hvordan han meget gerne hver gang etablerer sig på bar mark, når han opretter nye afdelinger og gerne med en medejer, der selv er indstillet på at få “hænderne på kogepladen”. I dag har Foldby Autoteknik afdelinger fem steder i det østjyske og en ny er på vej i Hornslet og man er netop blevet gazelle for anden gang.

Morten Anthonsen, Foldby Autoteknik

Morten indrømmer, at han nu kigger mod nogle af de råd, som Mette Neville gav. Måske skal der en direktør ind, måske skal han etablere en professionel bestyrelse, han ved det endnu ikke men han ved, at det ikke stopper her.

Morten og Nicholai har en klar ambition om, at “vi skal til månen med Foldby Autoteknik” Og det skal de nok komme. Med de flotte ambitioner om at nå månen, vil en anbefaling herfra være, at de får sig nogle længere arme, fordi de begge formår at holde fødderne så solidt plantet på jorden.

Jesper Lieberknecht

Favrskov Erhvervs nye chef Jesper Lieberknecht bød velkommen og sagde farvel og arrangementet lover godt for den stil, som den nye erhvervschef har lagt ud med.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler