14. november 2025

Kvickly Hadsten inviterer til eksklusiv vinsmagning i Hadsten Hallen

Normalt holder Kvickly Hadsten til i midtbyen, men den 23. oktober rykker de ud af vante rammer, og holder eksklusiv vinsmagning i cafeteriaet i Hadsten Hallen.

Kvickly Hadsten har gennem årene fået en mere og mere varieret vinafdeling til enhver pengepung, og denne aften vil der også være noget for enhver smag, hvor der skal smages otte spændende vine. Hertil vil der blive serveret en lækker tapasanretning fra Kvicklys delikatesseafdeling.

Det er Kurt Fodgaard, som mange nok kender fra hans tid i blandt andet KC Supermarked, der står for vinsmagningen, og han vil denne aften dele ud af sin store viden inden for vinens verden.

”Det er ved at være et stykke tid siden, at vi sidst har haft et vinarrangement, så nu skulle det være. Vi har været så heldige, at Kurt har sagt ja til at komme og dele ud af sin store viden, og så glæder jeg mig til, at give gæsterne denne aften, en god og inspirerende aften”, fortæller Mads Sørensen, der er varehuschef i Kvickly Hadsten.

Der er blot 100 billetter til salg, så man skal nok ikke vente alt for længe, før man får købt sin billet.

”Vi kunne helt sikkert godt sælge flere billetter, men vi vil gerne have, at det er forholdsvis intimt og eksklusivt, så derfor holder vi det til max 100 personer. Vi har også sat en skarp pris på 129 kroner, og der vil selvfølgelig være mulighed for at købe vinene til gode priser denne aften”.

Billetter til arrangementet kan købes i kiosken i Kvickly Hadsten.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler