23. oktober 2024

LejStudentervogn fra Hadsten kan nu køre med endnu flere studenter

Det går godt for de to brødre, Frederik og Andreas Bossow Angel, der sammen har LejStudentervogn med base i Hadsten. Til årets studenterkørsel har de opgraderet med flere vogne, så de nu kan komme endnu mere omkring.

Studenterkørselssæsonen er lige om hjørnet, og hos LejStudentervogn ser de frem til den kommende tid fyldt med dejlige oplevelser sammen med en masse glade studenter.

”Vi har allerede kørt et par ture med studenter fra Aalborg, men sæsonen begynder først for alvor, når vi rammer studenterugerne 26 og 27. Første dag vi kører i Jylland, er den 27. juni, og på Sjælland og øerne starter vi den 28. juni. Vi er stolte af at kunne tilbyde en festlig, uforglemmelig og ikke mindst sikker oplevelse for alle de nyudklækkede studenter i hele landet”, fortæller indehaver af LejStudentervogn, Frederik Bossow Angel i en pressemeddelelse.

LejStudentervogn blev etableret af brødrene Andreas Bossow Angel og Frederik Bossow Angel tilbage i 2012. Det år blev de selv studenter, men var simpelthen for sent ude til at få booket en studenterkørsel, så de besluttede sig for selv at bygge en vogn. Siden da er vognparken udvidet betydeligt, og i dag har de hele 23 studentervogne. Alle vognene er overdækket med åbne sider og indrettet med bænke, bord, stort musikanlæg, stripperstang, fadølsanlæg, diskolys og kopholdere, så der er et godt grundlag for at studenterne får en festlig dag.

”Det er ekstremt vigtigt for os at både kvalitet og sikkerhed på vognene er af højeste standard. Vi har derfor etableret flere nye tiltag for at forbedre sikkerheden yderligere i år, og vores vogne er naturligvis regelmæssigt vedligeholdt og inspiceret for at sikre, at alt fungerer optimalt. Derudover har vi også haft fokus på at forbedre lydsystemerne i vores vogne, så det bliver svært at overhøre vores biler, når de kommer rundt i landet”, griner Frederik.

LejStudentervogn, er udover deres flotte langsnudede lastbiler, også kendt for deres engagerede og erfarne chauffører, som er oplært i at håndtere studenterkørslens særlige krav. Chaufførerne sætter en stor ære i at sikre, at hver tur bliver en positiv, festlig og sikker oplevelse for alle studenterne.

”Der har været stor efterspørgsel på studenterkørsler, og vi har kun få ledige vogne tilbage i både 2025 og 2026. Vi har derfor købt nogle flere lastbiler, som vi arbejder på at klargøre. Det forventes, at de står klar næste år, så vi kan køre endnu flere studenter fremover. Vi har også lyttet til studenternes ønsker omkring tracking af vores vogne, og kan fortælle at vi, som de første i branchen, har installeret trackere i alle vognene, så både studenter og forældre kan følge med i hvor langt studentervognen er på ruten. Det gør, at forældrene kan være klar med varm mad, når studenterne ankommer. Vi glæder os til at møde de nye studenter lige om lidt, og ønsker dem al mulig held og lykke med deres eksamener!”, slutter Frederik.

Pressefoto
Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler