Der var flag i vinduerne da ByensNyts udsendte i denne uge passerede forbi Søndergades Optik.
“Hvad søren fejrer I?”
Spurgte jeg Mette Weinell, der er butikkens indehaver. “Jeg har såmænd haft butikken i 34 år, så vi har fødselsdag”, svarede hun. Så hun var kun 24 år, da hun startede butikken, men da vi har gået i klasse sammen, så blev vi hurtigt enige om, at “så gamle ser vi slet ikke ud”.

Og selv om Mette må siges at være en af de meget etablerede forretningsindehavere i Søndergade, så hviler hun ikke på laurbærrene.
“Næh, jeg er såmænd snart på vej til Paris. Her skal jeg på den store europæiske brillemesse SILMO, for at få inspiration. Her mødes jeg med nogle kolleger fra Silkeborg og så udveksler vi vores oplevelser og erfaringer og ser på, om der er nye trends, brands og kollektioner, som vi med fordel kan præsentere i butikken. Det er jo vigtigt at vi bliver ved med at være tidssvarende på på briller og solbriller” påpeger hun.
Den europæiske brillemesse i Paris tiltrækker folk fra hele verden og finder sted en gang om året og Mette har deltaget flere gange. “Det giver god inspiration og netværk” siger Mette “og så plejer vi da også at kunne se vores snit til at være lidt turister, men det er primært forretning” forsikrer hun.