I dag er skoleelever landet over gået på sommerferie, men lige inden de nåede så langt, så fik eleverne i 8. klasse på Hadbjerg Skole en introduktion til budget, rådgivning, investeringer og meget mere af Mille og Louise fra Vestjysk Bank i Hadsten.
I marts har man i landets pengeinstitutter lavet en uge der kaldes Pengeuge, hvor skoler kan få en lokal bank ud, for at fortælle mere om privatøkonomi og give eleverne en introduktion til, hvad man kan bruge sin bank til, og hvordan man håndterer sine penge.
I marts var Mille Sørensen fra Vestjysk Bank Hadsten på besøg på Hadsten Skole i forbindelse med netop Pengeuge. Det fik man nys om på Hadbjerg Skole, som derfor tog kontakt til Vestjysk Bank for at høre, om de havde tid og lyst til at komme forbi. Det havde de naturligvis, og derfor begav Mille Sørensen og Louise Skouboe Hansen sig for nylig til Hadbjerg, hvor de i halvanden time gav eleverne i 8. klasse en introduktion til, hvordan man håndterer sin privatøkonomi.
“Vi gav en kort introduktion omkring os selv og, hvad vi laver til dagligt i banken, og fortalte så lidt omkring deres første rigtige møde med banken, når de bliver 18 år. Herefter kom vi omkring budget, investering, lån, opsparing samt små gode råd, og det tog eleverne virkelig godt imod, og var meget nysgerrige på det vi talte om”, fortæller Mille Sørensen.
Det med budget, investering, lån og opsparring er normalt ikke en del af undervisningen i Folkeskolen, så langt de fleste af eleverne vidste ikke meget om dagens emne, men sugede den nye viden til sig. Louise og Mille brugte også tid på at fortælle om økonomisk kriminalitet, og hvad man som ung skal være opmærksom på, så man ikke havner i et forkert miljø.
“Vi fik lidt fornemmelsen af, at det med økonomi, det er ikke noget de rigtig forholder sig til og ved så meget om, så jeg tænker det er meget fint, at vi kumme komme forbi og fortælle omkring dette. Derudover brugte vi også en del tid på økonomisk kriminalitet, hvor vi desværre ser at unge oftere og oftere bliver brugt som muldyr, fordi de er lette ofre. Vi talte også om investering, hvor mange via sociale medier får opfattelsen af, at man nemt og hurtig kan tjene gode penge på “daytrading”, hvilket jo også kan blive en dyr fornøjelse”, lyder det fra Louise Skouboe Hansen.
Eleverne fik rig lejlighed til at stille spørgsmål, også efter timen, og Mille og Louise håber på, at andre skoler også kunne være interesseret i et besøg, og få ny viden inden for den finansielle verden.
“Det er vigtigt at understrege, at vi laver ikke det her, fordi vi er på jagt efter kunder, men fordi vi gerne vil understøtte det lokale liv, og give de unge mennesker en indsigt i, hvad de kan bruge en bank til. Det skal føles trygt og rart at henvende sig til sin bank, og man skal vide, at ens bankrådgiver står klar med råd og vejledning, så har man lyst til som skole, at vi kigger forbi, så er man meget velkommen til at kontakte os”, lyder det positive budskab fra Mille og Louise.















