Overgangsalderen er ofte et tabubelagt emne, som der ikke bliver talt meget om i det offentlige rum, men på torsdag stiller Mrs. Jones i Hadsten skarpt på emnet.
Det sker ved en kvindeaften, hvor Anja Kamp Otte, der er coach, kommer og holder foredrag omkring overgangsalderen. Her vil hun give gode råd og vejledning i forhold til, hvordan man med kost og motion kan ændre på forløbet med overgangsalderen.
”Det er faktisk en af mine kunder der spurgte, om det ikke kunne være noget for mig at få Anja til at give foredrag her i butikken. Hun havde netop oplevet Anja til et lignende foredrag i Nordjylland, og syntes det havde været både sjovt og lærerigt, så det skulle kvinder i Hadsten da også høre. Den var jeg med på, og jeg bliver altid så glad, når folk tænker i min retning, så jeg tog kontakt til Anja, og nu kommer hun så her på torsdag”, fortæller Helle der ejer Mrs. Jones.
Umiddelbart tænker man måske ikke, at en tøjbutik har de helt store snitflader med overgangsalderen, men Helle fortæller at det er noget hun fra tid til anden taler med sine kunder om, og især til de kvinder der har svedeture, så kan der være god hjælp at hente i det rette tøj.
”Vi har et tøjmærke der hedder Tim & Simonsen, der også kommer torsdag aften, og de er eksperter i mikrofiber, og har en serie som er temperatur-regulerende, hvilket gør, at når det er varmt, så køler den, og varmer når det er koldt samtidig med at det er åndbart. Det sælger vi rigtigt godt af, og når kunderne først har fået øjnene op for det, så bliver det deres foretrukne mærke i toppe og undertrøjer, og det er netop helt oplagt til når man er i overgangsalderen”.
Som altid når Mrs. Jones afholder kundeaftener, så har der været stor interesse for at deltage, så langt de fleste billetter er allerede solgt. Helle fortæller dog, at er man vaks ved havelågen, så kan man stadig sikre sig en billet til kvindeaftenen, hvor der er pillet lidt ved forplejningen, og så alligevel ikke helt.
”Vi plejer ofte at få gin & tonic til en kundeaften, men Anja kunne godt tænke sig, at det blev alkoholfrit, så jeg måtte lige i tænkeboks. Heldigvis havde Peter i Skjold Burne en alkoholfri gin & tonic, så den får vi så i stedet”, kommer det smilende fra Helle.