14. november 2025

Nu skal Inges livsværk sælges

I 1987 overtog Inge Abildgaard Pedersen Hadsten Farvehandel, men efter tæt på 40 års ejerskab, så ser det ud til, at æraen snart er slut. Inge vil nemlig sælge butikken.

Tidligere på året kunne Inge fejre 70 års fødselsdag, og fortalte i den forbindelse, at butikken i princippet var til salg, hvis det rette tilbud kom, men at hun omvendt ikke havde travlt med at få solgt den populære farvehandel. En farvehandel, hvor hun har haft sin daglige gang siden 1983.

Inge har stadigvæk ikke travlt med at få solgt butikken, men nu er det til gengæld helt officielt. I løbet af det kommende års tid, så skal en ny ejer være fundet, ellers lukker butikken.

“Som jeg har sagt tidligere, så har butikken jo været til salg, hvis det rette tilbud kom, men nu bliver det lidt mere konkret. Jeg har ikke nogen mægler på endnu, og venter lige og ser, om der kommer henvendelser i den kommende tid. Gør der ikke det, så bliver indsatsen intensiveret efter nytår. Jeg håber virkelig, at der kommer en køber der kan se potentialet i butikken, fordi det vil være så ærgerligt, hvis vi skal ende med at lukke helt”, siger Inge til ByensNyt.

Inge har tre ansatte, men ingen af dem har lyst til at drive butikken videre som ejere.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler