23. oktober 2024

Ny lokal slagtermester på plads i Kvickly Hadsten

Sidst i juni havde Jakob Callesen sidste arbejdsdag som slagtermester i Kvickly Hadsten, da han har fået muligheden for at blive selvstændig i Auning, og nu er hans afløser så fundet.

Valget er faldet på Michael Larsen, der selv er bosiddende i Hadsten, og som kommer fra en stilling som slagtermester i Superbrugsen i Beder, lige syd for Aarhus. Han havde første arbejdsdag i mandags, og glæder sig over, at have fået muligheden for at være blevet en del af Hadstens eneste slagter og delikatesse.

Han har naturligvis gjort sig nogle tanker omkring nye tiltag, men, slår han fast, man skal ikke forvente store revolutioner til en start, fordi som han siger:

“Jeg er kommet til en forretning, hvor der er godt gang i den, og det er en afdeling som allerede gør det godt med masser af gode varer og tilbud, så man kommer ikke som kunde til at opleve store forandringer lige nu og her. Jeg har dog en plan om, at vi skal i gang med at lave spegepølser og røgvarer samt mindst en gang om ugen tilbyde friskhakket oksekød, fordi det er jeg sikker på, er noget som folk gerne vil have. Vi er allerede stærke på diverse færdigretter, og her skal vi fortsætte med at udvikle os, og løbende fornemme, hvad det er, kunderne efterspørger”, lyder det fra Michael Larsen.

Delikatessen og slagterafdelingen har gennem lang tid været begrænset af pladsmangel til de syv medarbejdere, men som det ser ud lige nu, så står en udvidelse ikke lige først for.

“Vi har længe haft et ønske om at få en større delikatesse, fordi omsætningen stiger år for år, men det er en dyr post, hvis det skal gå i opfyldelse, så lige nu og her må vi klare os med den plads vi har. Det gør de ansatte i øvrigt fremragende, og i forhold til vores størrelse, så kan vi, rent omsætningsmæssigt, måle os med butikker, der er væsentligt større. Kunderne er gode til at bakke os op, og vi kan se, at det vi tilbyder falder i deres smag, så det kunne være fantastisk, hvis vi kunne få lidt mere plads på sigt, således at varerne kan blive præsenteret endnu bedre”, lyder det fra Mads Sørensen, varehuschef i Kvickly Hadsten.

Han glæder sig over, at det er en lokal mand der er blevet ny slagtermester, og er sikker på, at han har fået den helt rette afløser for Jacob Callesen.

“Jeg har store forventninger til Michael, og glæder mig over de idéer han allerede er kommet med. Jeg er helt sikker på, at vi med Michael fortsætter den gode udvikling som vi har været inde i gennem de seneste år, og så er det jo kun et plus, at Michael selv bor i byen. Det gør, at han har et godt lokalt netværk, og lidt lettere kan fornemme, hvad der rører sig og, hvad kunderne efterspørger, så vi kan rykke på tingene og få afprøvet forskellige ting”, siger varehuschefen.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler