12. februar 2025

Nyt lokalt ansigt i EDC Huset Hadsten

For nylig tilføjede EDC Huset Hadsten et nyt ansigt til butikken, og det er et ganske godt lokalkendt ansigt. Det er nemlig Nicolai Bjørn Sørensen, som er blevet ansat i den lokale ejendomsmæglerbutik i Søndergade.

Nicolai har netop afsluttet sin eksamen og kan derfor snart kalde sig ejendomsmægler. Han er dog allerede godt i gang med at vise huse frem i Hadsten og omegn, og medindehaver af EDC Huset Hadsten, som også har en afdeling i Hinnerup, Jens-Christian Christensen, er begejstret for ansættelsen af den kommende ejendomsmægler.

“Nicolai er født og opvokset i Hadsten, så han ved, hvad han taler om, når der skal sælges boliger i området, og det er et stærkt kort at have på hånden. Det lokale kendskab er i min verden særdeles værdifuldt, og noget der har stor betydning når man skal sælge boliger, og når Nicolai så også er både vellidt og arbejdsom, så er jeg sikker på, at vi har et godt match. En ting er, at man skal lære nye IT systemer og sætte sig ind i, hvordan vi gør det her, men har man ikke det lokale kendskab, så bliver det svært og kræver en stor arbejdsindsats, så her har Nicolai en stor fordel. Til glæde for os, men i særdeleshed for købere og sælgere”, lyder det fra Jens-Christian.

Hovedpersonen selv er, ikke overraskende, også glad for, at være blevet ansat i EDC Huset Hadsten, efter endt uddannelse som er blevet taget ved Danbolig Risskov.

“Det er godt at være tilbage i Hadsten, hvor jeg jo kender det hele, og ved en masse om de områder jeg skal sælge i. Det lokale har vægtet højt for mig, og så også det faktum, at det er lidt mere personligt her i Hadsten end i Aarhus, hvor der alt andet lige, også var en del flere boliger til salg. Jeg har et stort netværk i byen fra forskellige sammenhænge, og det er jeg sikker på, vil komme mig til gode i min dagligdag”, siger Nicolai.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler