Ikke langt fra Hadsten, nærmere bestemt lige uden for Svejstrup, ligger Lindegaarden, der de seneste år har været under markant forandring. Snart er de klar med et mikrobryggeri og mange andre spændende ting.
Før i tiden var stedet kendt som Svejstrup Fiskepark, hvor man primært kunne fiske i en Put & Take sø. Man kan stadig fiske i søen, men nu er stedet, som har skiftet navn til Lindegaarden, rigtigt meget mere, og der er mange nye spændende tiltag på vej. Lindegaarden ejes af erhvervsmanden Flemming Victor Andersen, der til dagligt bor i London.



Et af de nye tiltag er Lindegaardens eget mikrobryggeri, som snart er klar til at præsentere sine første bryg. Det er Sofus Grøndahl der står i spidsen for dette, og han er i fuld sving med at brygge øl, der første gang kan smages til Sankt Hans, hvor der bliver stor bålfest ved Lindegaarden. Her kommer borgmester Lars Storgaard og holder båltalen til arrangementet, som Lindegaarden satser på bliver en tradition.
“Vi kommer til at have flere forskellige øl, både et fast sortiment, men også sæsonøl af forskellig slags. Det bliver øl der passer til Lindegaarden og det stedet står for, så vi bliver primært i det klassiske element som pilsner, classic, IPA, men vi kommer også til at eksperimentere lidt hen ad vejen. Vi kommer til at brygge omkring 50.000 liter om året, så øllet bliver som udgangspunkt kun solgt her på Lindegaarden”, fortæller Sofus Grøndahl til ByensNyt.

Den daglige leder på Lindegaarden hedder Juuso Hakanen, og han fortæller at der er mange planer for Lindegaarden, som vil blive præsenteret løbende. Blandt andet er det planen, at der skal være gårdbutik ved siden af bryggeriet, hvor det vil være muligt at købe Lindegaardens øl samt meget mere. Der skal også udvides mere i forhold til fester, diverse arrangementer og konferencer/møder, og målet er, at stedet på sigt bliver Favrskovs største turistattraktion.
“Vi kommer til at sælge vores øl udelukkende her på Lindegaarden. Både i forbindelse med fester og andre arrangementer, mens vi også forventer en del salg fra vores foodtruck, som kommer til at stå ved fiskeparken i weekenderne. Vi har også en stor oktoberfest på tegnebrættet, så de 50.000 liter får helt sikkert hurtigt ben at gå på. Første gang vi præsenterer vores øl bliver til Sankt Hans, hvor vi håber på, at mange vil tage turen herud til en hyggelig aften”, lyder det fra Juuso. Her på ByensNyt kommer vi til at fortælle meget mere om Sankt Hans arrangementet, når vi nærmer os.


“Vi har en klar idé om, at Lindegaarden bliver et sted, hvor hele familien tager hen for at få en oplevelse og en hyggelig eftermiddag. Nyder en lækker is, en håndbrygget øl eller friskbrygget kaffe, mens man nyder de lækre omgivelser i flot natur, meget tæt på Hadsten”.
Fra Sankt Hans bliver det også muligt at leje to værelser som bed & breakfast på Lindegaarden. De er nyistandsatte, og har adgang til eget køkken, lige som de også får mulighed for at forsyne sig fra den kommende gårdbutik. Det kommer vi også til at fortælle meget mere om, når den tid nærmer sig.

