25. januar 2025

På 11. år nyder Ugur at lange pizza og burger over disken på Tolano´s

Siden 2013 har gæsterne kunnet nyde godt af pizza og burgere fra Tolano´s i Søndergade, og indehaver, Ugur Tolan, der netop er blevet far, nyder tilværelsen i sit pizzeria.

Historien om Tolano´s starter faktisk helt tilbage i 2001, hvor Ugur sammen med sin storebror og far starter Hacos Pizza i selvsamme lokale, som Tolano´s ligger i i dag. I 2007 sælger de Hacos, da lysten til at lave andre ting opstår, men omkring 2013 begynder de to brødre igen at få lyst til at lave pizza sammen igen.

Derfor begynder de at kigge sig lidt omkring, og bliver hurtigt enige om, at, hvis de skal starte igen, så skal det ikke være alt for langt væk fra Randers, hvor de selv bor.

”Vi hører at der er mulighed for at overtage Hacos igen, og så slår vi til. Det er helt oplagt da vi jo kender Hadsten ganske godt, og i samme omgang vælger vi så at lave navnet om til Tolano´s, for at markere det familiære, og det har det så heddet lige siden”, fortæller Ugur, der i dag selv ejer Tolano´s.

Ugur er netop blevet far til en dreng der har fået navnet Milan, og for at få tingene til at gå op i en højere enhed, har han til en start valgt, at Tolano´s holder lukket om mandagen. Så er der både tid til familie og forretning, og med den begejstring som Ugur taler om sin nye titel, så forstår man ham godt.

Tolano´s er vel nok Hadstens mindste pizzeria med blot et enkelt bord, hvor man kan sidde og spise sin mad, og til trods for at Ugur flere gange har overvejet om der skulle udvides, så er han glad for den størrelse som stedet har i dag. Selvom Hadsten i forhold til byens størrelse, har en del spisesteder, så føler han at der er rigeligt at se til, og hilser kun nye steder velkommen.

”Jeg har flere gange tænkt på, om vi skulle få mere plads, f. eks ved at overtage lejemålet ved siden af, men i dag er jeg faktisk rigtig glad for, at det aldrig er blevet til noget. Jeg føler vi har den størrelse vi skal have, og har en god og ret fast kundekreds, primært i Hadsten, men også fra omegnsbyerne, så vi har nok at se til, hele ugen året rundt”, kommer det med et stort smil fra Ugur.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler