23. oktober 2024

Per Nielsen runder 40 år i vestjyskBANK

I en tid, hvor mange med jævne mellemrum skifter arbejde, så er det ved at være en sjældenhed at møde en, der har været på samme arbejdsplads i 40 år. Per Østergaard Nielsen er en af dem.

Per blev ansat 7. juli 1980 i daværende Hadsten Bank, som senere blev til Aarhus Lokalbank og i 2012 til Vestjysk Bank.   

“Selvom 40 år er lang tid, er det ikke til at forstå, at der er gået så mange år. Vestjysk Bank er en uovertruffen arbejdsplads på mange måder. Jeg har haft gode karrieremuligheder, gode kolleger, frihed under ansvar og altid 100% opbakning fra banken. Samtidig har branchen været præget af store forandringer, så det har altid været spændende og udfordrende – og bestemt ikke kedeligt – at gå på arbejde”, fortæller Per og fortsætter:

“Da jeg blev ansat, var det vigtigste, at jeg havde en cykle, så jeg kunne cykle rundt med bankens post i byen”

Heldigvis er der kommet en del flere udfordringer gennem årerne.

– Jeg har været så privilegeret, at jeg gennem årene har haft mange forskellige funktioner lige fra privatrådgiver til teamleder i udlandsafdeling, finanskundechef og de sidste 8 år som investerings- og formuerådgiver. Det har været enormt vigtigt – og givende – for mig løbende at kunne udvikle mig og dygtiggøre mig. Samtidig er nøglen til at være så længe på den samme arbejdsplads, at man er forandringsvillig og forandringsparat, fortæller Per om de mange år i banken og tilføjer:   

– Jeg er så heldig, at jeg har mit drømmejob. Jeg brænder for det, jeg laver, og jeg er bestemt ikke på vej til at drosle ned. Snarere tværtimod, slutter Per. 

Aktiv fritid

Per bor i Hadsten og har to store piger, hvoraf den ene netop er blevet student. 

Fritiden bliver brugt på at svinge golfkøllen på golfbanen og et par ugentlige ture i motionscenter. Per har tidligere spillet meget håndbold, men har måttet erkende, at fysikken ikke er, hvad den har været, så i stedet bruger han en del tid i Lions i Hadsten og i Hadsten sangforening, som er en af Hadstens ældste foreninger. 

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler