I morgen er det nytårsaften, og for manges vedkommende skåles det nye år ind med mousserende vin, og her har den lokale vinhandler, Skjold Burne, et par bud eller tre på, hvad der kan skåles i.
Mange starter aftenen med Kongens nytårstale, og her vil det, i følge Peter Aschelund fra Skjold Burne i Hadsten, være oplagt med et godt glas champagne.
“Man kan sagtens drikke Champagne både til Kongens tale og klokken 24, men vil man have det fulde potentiale i Champagnen, så er det mest optimalt først på aftenen. Her er ens smagsløg friske samtidig med, at alkoholen ikke for alvor har sat ind”, siger han og fortsætter:

“Har man en stille og rolig nytårsaften, så kan man jo sagtens drikke Champagne ved midnat, eller, hvis man bare synes at det hører sig til”.
Champagne er for det meste i den dyre ende, hvor prisen snildt ryger over 200-300 kroner, og derfor giver det i Peters verden også god mening at drikke noget mindre eksklusivt klokken 24, hvor kvaliteten dog stadig er ganske fin.
“Cremant er et rigtig godt alternativ til Champagne, lige som cava og prosecco er det. De findes i forskellige prisklasser og kvalitet, men går man efter en flaske omkring 100 kroner, så går man ikke galt i byen. Og man kan fint drikke cremant eller anden mousserende vin som velkomst. Man skal finde det, som passer til ens egen smag, og her står jeg klar med vejledning og anbefalinger”.

Den sidste anbefaling fra Peter i denne omgang er dansk, og i en lidt anden boldgade, og så alligevel ikke helt. Han har nemlig fundet en flaske fra Andersen Winery frem. Det er en flaskegæret Gin & Tonic, hvor gin er blevet tilsat tonic, lavet på champagnemetoden, hvilket giver en helt speciel og festlig version af den populære drink.
“Andersen Winery laver mange forskellige mousserende vine på frugt og bær, som også kan bruges nytårsaften, og denne er så en drink, men på en champagneflaske, og er helt oplagt til midnat og til dem der mere er til drinks end vin”.















