6. oktober 2024

Søndergades Optik lancerer nyt bæredygtigt koncept: Dine brugte briller kan blive til borde og bøjler

Fra februar måned kan borgerne i Hadsten være med til at forhindre ressourcespild og bidrage til et nyt upcyclingkoncept, når de besøger Søndergades Optik. Ved at indlevere deres udtjente briller i butikken, kan de give materialerne nyt liv: Brillerne genfødes nemlig som bøjler, borde, spejle og andet stilfuldt butiksinventar.

Det nye initiativ, som Søndergades Optik er en del af, hedder Bellinger House Circle. Målet at forlænge levetiden for brugte briller via cirkulært forbrug og dermed spare planeten for unødigt CO2-spild.

– Det er ikke nogen hemmelighed, at vi lever af at sælge briller og linser. men vi vil gerne være med til at sikre, at de aflagte briller ikke ender som en spildt ressource. Vi vil gøre alt, vi kan, for at råvarerne kan få nyt liv, når brillerne er udtjente; så vi forlænger brilleproduktets livscyklus, siger Mette Weinell.

En bedre verden kræver samarbejde

Undersøgelser viser, at hele 78% af befolkningen lægger ansvaret for bæredygtighed over på virksomhederne. Det ansvar vil Søndergades Optik gerne påtage sig og håber samtidig, projektet vil inspirere kunderne til at deltage aktivt i skabelsen af en renere verden.

– De cirka 6 millioner gamle brillestel, vi danskere har liggende, hober sig op i skuffer eller ender på forbrændingen. Glas, plastik, metal – hele molevitten! Det er et kæmpe spild. Med det nye initiativ kan kunderne komme ind i vores butik og opleve deres kasserede briller i en helt ny form. Ressourcerne kan bruges igen og igen – for det mest fantastiske er, at materialet kan smeltes om helt op til 8-9 gange uden at miste sine egenskaber, forklarer Mette Weinell begejstret og laver et lille regnestykke:

– En brille sidder i gennemsnit 3-4 år på brugerens næse. Hvis den fx lever videre i 2 år som hhv. bord, spejl eller andre produkter op til 8 gange, får brillens materiale i alt minimum 20 års levetid i stedet for at lande på lossepladsen.

Fra skrald til skat

Den bæredygtige cyklus begynder, når kunderne indleverer deres brugte briller i butikken.

– Vi tager imod alle slags briller; også solbriller, læsebriller og nytårsbriller. Og det er super nemt og uforpligtende: Man lægger bare sine briller i en genbrugsboks her i butikken og går igen. Vi håber, borgerne i Hadsten vil hjælpe os, så vi sammen kan passe endnu bedre på jordens ressourcer. Hver brille tæller, understreger hun.

Butikkens eget skrald får også nyt liv

Udover gamle briller lægger Søndergades Optik selv spildprodukter fra butikken i genbrugsboksen – fx kontaktlinsepakker og demo-linser, dvs. plastikglas fra stel, der udstilles i butikken. Alt videregives til Bellinger House Circle, hvor brillerne bliver skilt ad, og materialerne bliver sorteret og efterfølgende genanvendt i skabelsen af nye produkter som for eksempel bakker, bøjler, spejle, standere og displays. De produkter kan Søndergades Optik købe tilbage og bruge i butikken, så cirklen bliver fuldendt.

Alt fra sortering af materialer til skabelsen af det nye butiksinventar foregår i samarbejde med Bellinger House Circles leverandør, der tager et socialøkonomisk ansvar ved at hjælpe socialt udsatte i Danmark tilbage på arbejdsmarkedet.

Hvad med Afrika?

Søndergades Optik indsamler stadig briller til Afrika og tredjeverdenslande. Alle indleverede briller, der egner sig til at blive genbrugt af andre, bliver – præcis som de plejer – sendt videre til Syn for Sagen, som er en frivillig organisation, der flere gange om året rejser ud i tredjelandene og hjælper svagtseende til et bedre syn.

– Men ikke alle styrker egner sig til at blive genbrugt af andre. Op til 10% af de briller, kunderne afleverer hos os, kan genbruges i Afrika. De resterende indleverede briller bliver videregivet til Bellinger House Circle, som genbruger materialerne fra brillerne på nye måder, forklarer Mette Weinell.

FAKTABOKS

  • Det estimeres, at der smides 2 millioner demolinser ud hvert år, svarende til 11 tons råmaterialer (1 demolinse = 0,0055 kilogram). 
  • Ved at genbruge materialerne via upcycling opnås en CO2-besparelse på 25 tons.
  • CO2-besparelsen svarer til 8.000 km kørsel i en benzindreven bil / 240.000 smartphone-opladninger / 1.000 liter dieselforbrug.
Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler