19. maj 2024

Sparekassen Kronjylland forstærker sig med lokale kræfter

Der er kommet nye, lokale ansigter i Sparekassen Kronjylland afdeling i Hadsten, og dermed cementerer de deres lokale engagement i byen, og er nu oppe på 15 rådgivere i afdelingen.

Den første er Mai Vestergaard, der er født og opvokset i Hadsten, og hun er netop igen bosat i byen efter en periode i Aarhus. Mai er uddannet ejendomsmægler, og er hentet ved genboen EDC Huset Hadsten, hvor hun sidste år blev færdiguddannet. Hun er det man kalder trainee i det kommende halvanden år, og fortsætter derefter som kunderådgiver i afdelingen.

“Jeg starter på IBA i Kolding til august, og så tager det halvandet år, hvorefter jeg så kan kalde mig rådgiver. Her får jeg al den viden jeg skal bruge om rådgivning inden for bolig, pension og økonomi. Jeg skal have med de yngre kunder at gøre, og er allerede godt i gang”, fortæller Mai.

Eydbritt Thorleifsson er hentet internt i Sparekassen Kronjylland, hvor hun de sidste 4,5 år har arbejdet i sparekassens afdeling i Hammel. Hun er bosiddende i Hinnerup, hvor hun tidligere også arbejdede gennem mange år i Nordea. Hun glæder sig over at komme til en stor afdeling, hvor der er rig mulighed for at sparre med sine kollegaer.

“Jeg ser det som en stor fordel, at afdelingen er så stor, fordi man får mange at sparre med og en større viden, og det giver en god dynamik, hvilket også er en fordel for vores kunder. Jeg glæder mig til at komme i gang og møde mine nye kunder fra området”

Afdelingsdirektøren, Anders Rye Falko, er glad for de to nye ansættelser, der både henvender sig til det de yngre kunder og dem der er blevet lidt mere modne.

“Vi er glade for, at vi har fået to lokale kapaciteter ind, hvor vi med Eydbritt får en rådgiver med stor erfaring der i forvejen kender vores systemer, så hun kan jo nærmest gå i gang med det samme uden de store problemer, hvilket er en stor fordel for både os og Eydbritt. Mai er et kendt ansigt i Hadsten, og hende er vi også glade for at have fået med på holdet, og hun kommer til at have med vores yngre kunder at gøre. Jeg ser det som et stort plus at de begge er lokale, så de ved, hvad der rører sig i området og ved, hvor Seglager ligger, hvis en kunde skal købe et hus eller en grund”, fortæller Anders Rye Falko til ByensNyt.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler