I lørdags var der Musik På Toppen i Hadsten, hvor godt 1500 publikummer havde en fest med masser af god musik, og festivalen var ikke kun til glæde for publikum.
Byens handelsliv har også nydt godt af Musik På Toppen, i hvert fald, hvis man spørger Helle der ejer tøjbutikken Mrs. Jones i Søndergade. Hun har haft nok at se til, blandt andet med kunder der i sidste øjeblik skulle ændre i garderoben grundet det gode sommervejr.
”Vi har i den grad kunnet mærke, at Musik På Toppen skulle afvikles i lørdags, fordi vi har haft en del kunder, der egentlig havde styr på tøjet, men som på grund af det særdeles gode vejr, ændrede til noget mere luftigt. Så vi kan sagtens mærke, at der skulle ske noget, og man må jo bare sige, at tingene hænger sammen i en by som Hadsten, og det skal vi i den grad glæde os over”, lyder det fra Helle til ByensNyt.
Der har dog været en enkelt ting som er blevet efterspurgt som butikken desværre ikke kunne hjælpe med, nemlig den klassiske bøllehat, som ikke har været i sortiment i år.
”Vi har før haft bøllehatte, men det er ret svingende om de bliver solgt, så i år har vi valgt ikke at have dem i sortiment, men dem kunne vi have solgt mange af i år med det her sommervejr som er over os, så måske er de igen på hylden til næste år”, kommer det smilende fra indehaveren af Mrs. Jones, der i øvrigt selv, præcis som 1500 andre fra Hadsten og omegn, var at finde på pladsen i lørdags.