Lørdag 22. august 2026

Præsenteret af

Vores partnere

Tøjeksperten fejrer fødselsdag: Det har været tre gode år

Der er gode fødselsdagstilbud i Tøjeksperten i den kommende tid

På næste lørdag er det tre år siden at Bo Meyer slog dørene op til Tøjeksperten i Søndergade, og det fejrer han i disse uger med gode tilbud på hele butikken.

Bo Meyer overtog butikslokalet efter dametøjsbutikken Standard, der valgte at lukke, og han kan i dag se tilbage på tre gode år i Hadsten, hvor han stille og roligt har opbygget en god, solid og trofast kundegruppe blandt især Hadstens mænd.

“Tiden flyver, og ja, nu har vi så været her i tre år. Jeg må sige, at det indtil nu har været godt, og jeg har bestemt ikke fortrudt, at jeg åbnede butik her i Hadsten. Byen er en god handelsby, og jeg fornemmer en stor lokal opbakning, så jeg er godt tilfreds indtil videre. De to første år fejrede jeg kun fødselsdagen i en uge, men i år tager jeg to uger, og så ser vi om det bliver en succes”, kommer det smilende fra Bo Meyer.

I flere år havde Bo en butik i Hammel, Huset Meyer, der den dag i dag sælger tøj til kvinder, og efterfølgende var han butikschef i Tøjeksperten. Han er glad for, at han, efter nogle år som ansat, igen fik mulighed for at blive selvstændig, og satser på, at hans tid på arbejdsmarkedet afsluttes i Hadsten med Tøjeksperten om nogle år.

“Jeg trives med at være selvstændig og kan godt lide den frihed der er i det, så jeg er glad for mit valg som jeg traf for tre år siden om, at få en butik igen, efter nogle år som ansat. Jeg kan selv i højere grad være med til at udvikle og skabe et godt produkt når jeg er herre i eget hus, og det kan jeg faktisk rigtigt godt lide. Så jeg satser helt klart på at tage nogle flere år her i Hadsten, og tænker at det er her jeg slutter af, når jeg engang skal pensioneres”, fortæller Bo Meyer, der har rundet 58 år.

NYHEDSBREV

Få ugens nyheder fra Favrskov

Vælg de områder, du vil følge. Én mail om ugen.

Ingen spam. Afmeld når du vil.