Interview med borgmester Lars Storgaard.
På tirsdag går Favrskovs vælgere til stemmeurnerne. Ikke blot for at tage stilling til retning og værdier, men også for at vælge de mennesker, der skal lede kommunen de næste fire år.
Byens Nyt har sat borgmester Lars Storgaard i stævne til en samtale om valgkampen, samarbejdet i byrådet og de vigtigste erfaringer fra den første periode.
Hvordan har du oplevet valgkampen i år?
Jeg synes, det har været en intens og engageret valgkamp. Vi har været rundt i hele kommunen, på skoler, i forsamlingshuse og til debatter, og jeg oplever en oprigtig interesse for, hvordan Favrskov udvikler sig. Tonen har overordnet set været god. Selvfølgelig kommer der kritik af borgmesteren, det tager jeg med. Det vigtigste er, at vi holder os til fakta og taler ordentligt; både over for hinanden og over for de mange frivillige og ansatte, der får hverdagen til at hænge sammen.
Du nævner tonen. Flere kandidater har markeret sig skarpt i denne valgkamp.
Hvordan oplever du det?
Jeg mener, at uenighed er sundt. Men det forpligter os politikere til at holde debatten saglig.
Kommunalpolitik handler om daginstitutioner, skoler, veje, ældrepleje og erhvervsliv. Det er
borgernære områder, hvor mange har stærke følelser. Derfor er ordentlighed vigtig.
Jeg bliver selv ramt af kritik en gang imellem. Når jeg synes, den rammer helt skævt, så siger jeg fra. Men jeg accepterer kritikken som en del af jobbet. Det afgørende er, at vi ikke taber respekten for hinanden.
Hvordan beskriver du de fire år som borgmester, og hvad har gjort størst indtryk?
Jeg er stolt af, at vi har fastholdt en retning, hvor økonomien hænger sammen, og hvor udvikling og drift går hånd i hånd. Favrskov er vokset, men vi har samtidig investeret i skoler, dagtilbud, trafiksikkerhed og klimatilpasning. Når jeg ser tilbage, er der især tre ting, der står tydeligt: Det store engagement i lokalsamfundene. Der er en stærk vilje til at tage ansvar, uanset om det handler om idrætsfaciliteter, bymidteprojekter eller kultur.
Medarbejderne i kommunen. De løser opgaver af høj kvalitet hver eneste dag, ofte uden at det bemærkes. Et byråd, der trods forskelle faktisk finder brede løsninger. Det tager tid og kræver kompromis, men det skaber stabilitet.
Hvad har været sværest?
Kommunens økonomi. Ikke fordi vi har rod i den, men fordi rammerne bliver strammere år for år. Staten justerer udligningen og lovgivningen, og vi kan ikke bare skrue op for udgifterne. Det betyder, at man som borgmester bruger meget tid på prioriteringer. Det er ikke en buffet, hvor man bare kan tage det hele. Der er områder, hvor vi gerne ville gøre mere hurtigere, men hvor der ikke er økonomisk plads.
Når du taler om prioriteringer: Hvor står Favrskov stærkest, og hvor skal der
arbejdes mere?
Favrskov står stærkt på flere områder. Vi har relativ høj tilfredshed blandt borgerne, en sund økonomi og en kommune, der er attraktiv for børnefamilier og erhvervsliv.
Men der er også nogle ting, vi skal have mere fokus på: Rekruttering i ældreplejen. Der er mangel på medarbejdere i hele landet, og vi skal fortsætte med at skabe gode arbejdsforhold, så Favrskov er attraktiv som arbejdsplads. Faglighed og trivsel i skolerne. Her skal vi blive ved med at styrke specialområdet og sikre, at flere børn trives i deres hverdag. Trafiksikkerhed i lokalsamfundene. Mange steder er der behov for et løft, og det skal vi tage fat på de kommende år. Lokalsamfundene. Vi skal sikre, at udvikling ikke kun sker i de største byer. En kommune i balance kræver, at alle oplever sig set og hørt.

Nu nævner du lokalsamfund. Flere steder efterspørger man, at der lyttes mere til
de mindre byer. Hvad siger du til det?
Det er et helt legitimt ønske. Favrskov er en sammensat kommune med både større byer mod øst og vest og en lang række landsbyer imellem, som hver har deres egen identitet og hverdag. Jeg forstår godt, hvis nogen kan være i tvivl om, om de bliver set og hørt.
Min ambition er, at Ulstrup og Hvorslev skal føle sig lige så hørt som Hadsten, Hammel og Hinnerup. Hvor Søften, Foldby og de mange mindre lokalsamfund oplever, at beslutningerne hænger sammen. Når jeg taler om en kommune i balance, betyder det netop, at vi ikke vil have, at udviklingen trækker skævt. Det kræver, at vi som politikere tager tid til at være til stede og lytte; også dér, hvor man måske ikke råber højest.
Hvordan har du oplevet kritikken i løbet af valgkampen, særligt når den kommer
fra egne rækker i blå blok?
Kritik følger med posten som borgmester. Noget af den er skarp, noget af den er fair, og noget af den rammer efter min opfattelse ved siden af skiven. Jeg prøver som udgangspunkt at være lyttende og saglig, men jeg er også et menneske. Når jeg oplever, at der bliver tegnet et forkert billede af kommunen eller af det arbejde, vi har lavet i byrådet, så siger jeg fra. Også tydeligt en gang imellem. For mig er det vigtigt, at vi kan diskutere politisk retning uden at gøre hinanden til skurke. Jeg bruger tid på at vurdere, om der er noget i kritikken, vi kan lære af. Er der det, så justerer vi. Er der ikke, så går jeg videre. Som borgmester skal man ikke være i krig med nogen. Man skal kunne samarbejde bredt, og jeg oplever, at vi er nået længst dér, hvor vi har lavet brede aftaler, ikke dér, hvor vi har stået i hver vores skyttegrav
Hvis du bliver genvalgt, hvad er så dit vigtigste fokus den næste periode?
Mit udgangspunkt er det samme som de seneste fire år: At udvikling skal ske med omtanke.
Jeg vil især fokusere på: En stærk opvækst for børn og unge. Gode dagtilbud, fagligt stærke skoler og plads til forskellighed. Værdig ældrepleje. Med tryghed, nærvær og de rette rammer for medarbejderne. Bæredygtig byudvikling. Nye boligområder skal tænkes sammen med skoler, infrastruktur og natur. Arbejdskraft og erhverv. Vi skal stå stærkt som kommune, der både tiltrækker og fastholder arbejdspladser. Stabil økonomi. Uden styr på økonomien kan man ikke levere den service, borgerne forventer.

Du bruger ofte begrebet ”kommune i balance”. Hvad betyder det mere præcist?
At vi tænker helheder. At vi ikke bare bygger nyt ét sted, men tænker i sammenhæng mellem bolig, vejnet, skolepladser og natur. At vores ældrepleje ikke svinger fra år til år, fordi økonomien skrider. At lokalsamfundene oplever, at der både lyttes og handles.
Og at vi arbejder for Favrskov som én kommune. Ikke en række enkeltstående projekter, men en sammenhængende udvikling, hvor fællesskabet får lov at fylde.
Hvad betyder valgdagen for dig personligt?
Valgdagen er altid spændende. Man ved aldrig helt, hvad der sker, før stemmerne er talt op. Jeg er ydmyg over opgaven og håber naturligvis på et godt valg for Det Konservative Folkeparti. Hvis borgerne ønsker, at jeg fortsætter, så vil jeg gøre mit bedste for at fortsætte den retning, vi har sat. Hvis de ønsker noget andet, så respekterer jeg det. Så enkelt er det egentlig.
Hvordan vil du sammenfatte de seneste fire år med få ord?
Det har været fire år med samarbejde, ansvar og udvikling. Jeg synes, vi har skabt trygge rammer, investeret i fremtiden og holdt fast i det, der gør Favrskov til noget helt særligt.
Og hvis vælgerne giver mig muligheden, så er jeg klar til at fortsætte arbejdet.














