Jeg er et nysgerrigt menneske. Peter Nysgerrig, kunne man måske kalde mig. Derfor blev jeg glad, da Jan Erik Elgaard spurgte mig, om jeg ville skrive månedens klumme – Gadespejlet. Lad os se, hvad et gadespejl egentlig er. Wikipedia definerer det sådan her:
”Et traditionelt gadespejl kaldes også spionspejl eller sladrespejl og er to spejle der er monteret udenfor et vindue på et hus. De mødes i en vinkel således at man fra indersiden af vinduet kan se, hvad der sker udenfor på gaden i begge retninger.”
Man ser ikke mange gadespejle i bybilledet længere. Til gengæld er der mange andre måder at se, hvad der sker i byen i dag. En af dem er Byens Nyt, der på kort tid har vist mig, at der sker endnu flere ting i vores by, end jeg havde drømt om.
Da Linda og jeg flyttede til Hadsten sidst i det forrige årtusinde, var det egentlig en tilfældighed. Vi trængte til at komme ud af vores lidt for lille lejlighed i Aarhus, hvor vi havde boet og studeret i fem år. Så da Linda fik job på Hadsten Højskole med tilhørende lærerbolig, så slog vi til.
Det, vi oplevede, da vi flyttede til Hadsten, var, at byen har en helt tilpas størrelse for os. Vi så, at det her var lettere at skabe netværk for os, end det var i Aarhus. Og det har vi så i øvrigt gjort og gør stadig på toogtyvende år.
Relationer og netværk er utrolig vigtige for mig, og det forundrer mig til stadighed, hvor mange forskellige cirkler, jeg bevæger mig i. Med næsten 8370 indbyggere skulle man tro, at jeg for længst har mødt alle borgerne i byen, men jeg møder stadig nye, når jeg går ind i et nyt netværk eller skaber et. Det er derfor, at jeg er så tilpas med at bo i Hadsten.
Cafe Snakbar er et godt eksempel. Siden nytår har du sikkert ikke kunnet undgå at lægge mærke til, at byen snart får en ny café. Der er knap 100 frivillige i gang på mange forskellige måder. Der bliver lagt et utrolig stort arbejde, både i det organisatoriske og i helt konkret at bygge og renovere møbler til caféen, samle brætspil ind og meget mere.
Grunden til, at jeg elsker at have en finger eller to med i sådan et projekt er, at jeg hver gang møder nye spændende og aktive mennesker, der ønsker at løfte byen. Det er i relationen og i arbejdet, at dette løft sker. Det er, når vi svinger en pensel eller vrider en karklud sammen, at vi mærker sammenholdet i byen. Nu bliver det bare spændende, hvornår vi får lov at åbne caféen.
”Kultur er det kit, der holder byen sammen,” sagde Nils Borring i 2010 i Lyngå til en af mine første ferniseringer i projekt Kunsten ud i Landsbyerne. Det var et kunstprojekt under Favrskov Kommune, der havde til formål at engagere borgerne i landsbyerne i kunst, men i endnu højere grad i hinanden og i den landsby, de boede i. Jeg synes, det var så rammende sagt af borgmesteren, for det er netop det, det også handler om for mig – at få borgerne til at engagere sig mere i hinanden og skabe netværk. Fra 2008 til 2018 skabte vi kunstværker i ni landsbyer i Favrskov.
Jeg er en blæksprutte, der engagerer mig overalt, hvor jeg kommer. Det gør jeg, fordi jeg tror på, at jo mere kultur, vi skaber i byen, jo sjovere er det for alle borgerne at bo her, både unge og gamle – og alle vi andre. Det har Bavnehøjskolen, billedskolen, børnehaven og Byens Nyt fået at føle på den kærlige måde, ligesom Stones by the River, Sløjfen og Snakbar har det.
Senest har jeg taget livtag med Grundejerforeningen Tyregården, der manglede nyt blod i bestyrelsen. Pludselig mødte jeg her mennesker, som jeg bor tæt på, men som jeg endnu ikke havde lært at kende. Endnu engang gik det op for mig, at Hadsten har nærmest alt, hvad mit hjerte kan begære! Måske lige med undtagelse af en å, der er stor nok til, at jeg kan sætte min kajak i og tage en rotur.
Billederne er fra en gåtur med hunden i marts – fra krattet ud for Norgesvej og Egevej.
