23. oktober 2024

Hadsten Fri Fagskole er klar til at åbne igen

I lighed med de ældste klasser i folkeskolen og efterskolerne, så fik Hadsten Fri Fagskole også lov til at åbne fra på mandag, og dermed får eleverne lov til at afslutte året på skolen.

Siden midt i marts, har Hadsten Fri Fagskole været lukket, og har i stedet været nødsaget til at lave fjernundervisning for skolens elever. Derfor er meldingen om, at skolen nu igen kan åbne, blevet modtaget med stor begejstring.

“Det er virkelig dejligt, at vi nu igen kan få eleverne tilbage på skolen. Det har været en mærkelig tid de seneste to måneder, så vi glæder os til, at få afsluttet skoleåret på en ordentlig måde. Vi satser på, at åbne mandag, og så får elever seks uger på skolen”, lyder det begejstret fra Inge-Dorte Wandall, der er forstander på Hadsten Fri Fagskole, da ByensNyt.dk fanger hende på telefonen.

Eleverne har siden de blev sendt hjem, fået undervisning online, hvilket har fungeret fornuftigt. Skolens lærere har også haft telefonisk kontakt med eleverne, og enkelte har også fået mulighed for en gåtur en til en, hvis der har været brug for det.

“Vi skulle lige finde formen på undervisningen, men derfra har det faktisk fungeret ok. Vi har haft fuldt skema, og så har eleverne haft telefonisk kontakt med skolen hver dag, så vi har forsøgt at være så tæt på dem, som overhovedet muligt”, fortæller Inge-Dorte, der også kan glæde sig over, at det ser fornuftigt ud med elever til det nye skoleår.

“Uden at komme ind på det helt konkret, så ser det faktisk fint ud, og det er bedre end sidste år, så selvom at vi ikke er i mål, så er jeg tilfreds for nu. Telefonerne stod ret stille i marts, men er heldigvis begyndt at ringe igen”

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler