Hadsten Håndbold har gennem flere år haft en sponsoraftale med Hadsten Farvehandel, og da den i år skulle genforhandles, foreslog Simon Olsen, der er Salgschef i klubben, om de i stedet for penge kunne få perler.
Og hvorfor så lige det og, hvor mange perler kan man så få for et sponsorat? Det med, hvor mange man kan få, afhænger jo selvfølgelig af, hvor stort sponsoratet er, men uden at komme ind på beløbets størrelse, så kan vi fortælle at i det her tilfælde, kan man få 60 poser eller 300.000 perler fra Hama. Men, hvad skal Hadsten Håndbold så bruge alle de perler til, vil nogen nok tænke?
De skal faktisk slet ikke bruge dem, men det skal tre piger, der er kommet til at gå under navnet “Perlepladepigerne”, der laver perlesmykker i forbindelse med Knæk Cancer ugen i oktober, og som de sidste to år, har brugt en stor del af deres fritid på at lave smykker af perler. Herefter er de blevet solgt og pengene doneret til Kræftens Bekæmpelse. Første år rundede de 6000 kroner, sidste år lidt over 11.000 kroner, og i år er målet så 20.000 kroner.
“Det var først i år at jeg for alvor opdagede de tre piger, og så fik jeg den idé, at vi som klub kunne hjælpe dem på vej med deres sympatiske indsats, og derfor tog jeg kontakt til Hadsten Farvehandel for at høre, om de ville lave deres sponsorat om til perler til pigerne. Den var de selvfølgelig med på, og jeg synes det er fantastisk, at vi på den måde kan give et bidrag til pigerne og alle deres perleplader”, fortæller Simon Olsen til ByensNyt ved overrækkelsen af de mange perler til pigerne.
Læs også: Jacqueline og veninderne lavede perleplader og samlede 11.500 kr. ind
I år er det ikke kun perler der står på programmet for de tre piger. De samler også pantflasker hos folk i Hadsten, og det har vist sig at være en særdeles god og også tidskrævende idé.
“Det er fantastisk at vi nu har fået alle de her perler, vi render vist ikke tør lige foreløbig”, kommer det fra Jaqueline, der er en af de tre piger og hende der oprindeligt fik idéen til hele projektet.
“Vi vil gerne runde 20.000 kroner, så der skal virkelig produceres en masse, og derfor har vi også valgt at supplere med indsamling af pantflasker. Vi spurgte på Facebook, om der var nogen der ville donere til den gode sag, og det var der i den grad. Første gang vi skulle pante, brugte vi over to timer ved Fakta, hvilket gav over 1600 kroner, så nu har vi købt pantposer, så vi kan aflevere flaskerne i sække”
Pigerne er i fuld gang med produktionen af diverse smykker, og har også udvidet kollektionen med julepynt, og begynder så småt at sælge fra næste weekend, hvor der er Stafet for Livet i Hadsten. De har også en instagramprofil der hedder P.P Pigerne, hvorfra man kan se udvalget og bestille.













