Hadsten vil have en café!

Det må være konklusionen, idet mere end 60 borgere fra Hadsten dukkede op til opstartsmøde for den nye frivilligcafé. Initiativtagerne er meget begejstrede.

“Jeg er helt høj,” siger Trine Persson fra Webapoteket, der er en af dem. “Nu er vi virkelig i gang, selvom vi godt kan afsløre, at der er et stykke vej endnu, inden vi kan servere den første kop kaffe til en kunde!”

“Vi vil gerne tre ting med jer her i aften,” sagde Linda Winding, der er en af de andre initiativtagere. “I skal høre om konceptet for caféen, vi vil udnytte jer til gruppearbejde, og vi vil gerne have jer til melde jer til forskellige opgaver, både i forbindelse med indretning af caféen og til driften af den.

Aftenen bød således på gruppearbejde, hvor de fremmødte blev bedt om at komme med deres bud på, hvad caféen skal indeholde, hvordan den skal indrettes, hvad der skal sælges, og hvilke events, man skal kunne opleve. Også økonomien og det praktiske arbejde var der nogen, der tog sig af.

I de kommende uger bliver der høj aktivitet omkring caféen. Alle, der har tid, energi og lyst til at give en hånd med, opfordres til at deltage i arbejdet. Kontakt gruppen bag caféen på Facebookgruppen https://www.facebook.com/groups/539045906688141

I denne video tager Linda Winding mundtligt referat af mødet.

Peter Winding er fotograf, videograf og grafisk designer på Grundfos i Bjerringbro. Peter har boet i Hadsten siden 1998, og han har været en aktiv del af kulturlivet: Kulturhuset Sløjfen, Kunsten ud i Landsbyerne, Stones by the River, Hadsten Billedskole mm.