1. juni 2023

Kurt Villy blev hædret til den store guldmedalje

“Jeg fortsætter så længe gnisten er der”

Således lød ordene fra Kurt Villy Svendsen, da knap 40 gæster torsdag eftermiddag hyldede ham som Hadstens nye hædersborger.

Præsident i Hadsten Rotary Klub og ejendomsmægler Tommy Risgaard, er en af initivtagerne til hæderen.

Eftermiddagens ordstyrer var Ove Rosenkvist og han gav straks ordet til Tommy Risgaard, som bød velkommen. Det er de to, der sammen med Gregers Petersen, Herluf Nydam og Kit Larsen har taget initiativet til hæderen og som så siden har fået opbakning til beslutningen fra flere lokale aktører.

I sin egenskab som præsident i Hadsten Rotary Klub bød Tommy Risgaard dernæst velkommen, da han i klubbens lokaler havde tilbudt at være vært ved hædersarrangementet. “Jeg læser din klumme i Hadsten & de gode historier hver eneste morgen og kan blive helt bekymret, hvis den ikke er lagt op inden jeg tager på arbejde. Men omvendt, så har man jo så altid noget at glæde sig til” sagde Tommy i sin velkomst.

Efter Tommy Risgaards velkomst bød Ove Rosenkvist velkommen til Egebjerg duoen med ordene: “KV er til sang og bægerklang og derfor har tilrettelæggerne valgt at begynde hædersfesten med en sang”. Herefter sang duoen nogle gamle danske sange, hvorefter vinmand Peter Aschelund fik ordet.

Peter har været ven med Kurt Villy i mange år og er endvidere forhandler af Kurt Villys årlige julehæfte: “Julehistorier” og han var inviteret til at fortælle lidt om øllets historie, da Kurt Villy har en forkærlighed for bryggeriet Hancocks fine produkter.

Selskabet smagte derfor først en Hancock øl, dernæst “Den sorte Enke” fra Refsvindinge bryggeri og til sidst en Grimbergen, mens Peter på sin vanligt underholdende måde fortalte om øllene, godt krydret med små anekdoter.

Herefter tog toastmaster Ove Rosenkvist selv ordet og afholdte tilrettelæggernes hyldesttale til Kurt Villy bl.a. med ordene: “Du ved hvad kommunikation handler om og benytter det ved tilretning af dine fine historier i årets julekalender og i det daglige job på nettet” og senere: “Du sørger for vores orientering og hukommelse med dine dejlige historiske tilbageblik. Du behersker Hadsten og omegns historie i fortid og nutid”.

Kurt Villy modtog dernæst et flot diplom af en af sine erklærede fans Kit Villads Larsen, der tilmed gav ham et stort kram med en tak for de fine skriverier. Diplomet var kreeret af Poul Kreativ. Kurt Villy modtog også en flot sten af Gregers Petersen, en anden af de fem initiativtagere, som i f.m. overrækkelsen tilføjede: “Højskolelærer Peder Bukh har en gang sagt: “Den sten man ej kan løfte, den skal man lade ligge” men Kurt Villy, det er ikke mange historiske sten i Hadsten , som du har ladet ligge og det er vi mange der er glade for.”

Det er stenkunstneren Kjeld Pedersen, der har udført den flotte granitfigur i lyserød granit farvet af feldspat og alt efter, hvorfra man betragter stenen kan man både se en ugle, et slips eller en næse og Keld har i dagens anledning givet stenen navnet” Næse for historie.”

Formanden for Hadsten Handel, blomsterhandler Lars Simonsen takkede også Kurt Villy for sit store lokalhistoriske arbejde og overrakte ham en stor flot blomsterbuket.

Duo Egbjerg sang et par amerikanske sange, inden Kurt Villy indtog talerstolen og takkede arrangørerne for hæderen.

Det var ikke uden stolthed, at Kurt Villy modtog hæderen, som den kun anden modtager. Ikke mindst fordi den første modtager var nu afdøde Hans Gadeberg, som ikke alene var en god ven af Kurt Villy, men som KV også havde meget stor respekt for.

Kurt villy fortalte om sin ankomst til Hadsten for 42 år siden om tiden som post i byen, hvor han på sin postrute til Langskov mødte mange dygtige lokale fortællere. Fortællingerne skrev han ned i sin bog og efterhånden blev den ganske fyldt med gode historier. Herudover havde Kurt Villy fået samlermani og samlede lokalhistoriske og andre postkort – ikke bare fra Hadsten, men også fra andre steder.

Siden arrangerede den tidligere skolelærer Harry Hyldgaard et skrivekursus, hvor bl.a. Børge Jensen, Gerda Mark, Alfred Høgh og Bent Jensen fra Voldum deltog og altså også Kurt Villy.

En dag ringede Jens Bach fra Århus Stiftstidende til Kurt Villy, da han havde hørt, at Kurt Villy havde en ganske imponerende samling af postkort. Det ville han gerne skrive om. Det kom der en flot artikel ud af og siden væltede det ind med postkort som kunen supplere Kurt Villys i forvejen ganske fine samling.

Da Kurt Villy en dag lå der hjemme efter operation for en diskusproblaps og savnede noget at tage sig til blev han ringet op af Anders Stig Berthelsen med ordene: “Du skriver jo et forståeligt dansk – vil du ikke skrive lidt på vores digitale medie Hadsten Pingvinnyt? Du kan jo altid fortælle om dine postkort.” “Og det var starten på det hele” fortæller Kurt Villy.

Siden har KV udgivet hele 16 julehæfter og er herudover administrator på Facebook siden Gamle Hadsten og de gode historier, hvor han daglig sammen med enkelte andre bidragydere dagligt bringer lokalhistoriske beretninger om livet i og omkring Hadsten gennem de seneste 200 år.

“Jeg fortsætter så længe gnisten er der, og mon ikke også der kommer et julehæfte igen i år – det tror jeg. Tak – jeg er stolt!” sluttede han.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler