Mellemrummet er et nyt initiativ, drevet af frivillige kræfter i samarbejde med Røde Kors, hvor ledige og sygemeldte mødes hver mandag i Cafe Snakbars lokaler, kl.10-12.
Mellemrummet har eksisteret siden maj 2022 og en gruppe på 4-8 personer har siden opstart benyttet sig af tilbuddet og er så glade for det nye uformelle mødested, at de håber, at flere vil være med.
I Mellemrummet er det samværet med andre, der forstår én og som har lignende erfaringer det primære trækplaster.
Initiativtageren Mette Dal Hasager fortæller, at det er dejligt at opleve, hvordan forskellige mennesker med forskellige alder, baggrund og interesser kan mødes og gerne vil dele og sparre med hinanden. “Jeg oplever at vi har et særligt fortroligt rum og et tilhørsforhold som er unikt i forhold til kommunens og A-kassernes tilbud til målgruppen” fortæller hun. En af deltagerne supplerer: “Mellemrummet er en god måde at starte ugen på, og bidrager til, at jeg isolerer mig mindre derhjemme og har det bedre. Vi er hinandens nærmeste kollegaer og går fra møderne med smil på læben og fornyet energi”.
Det “kollegiale” fællesskab er for de fleste ledige eller sygemeldte svært at opnå andre steder i dagtimerne, når man af forskellige årsager pt. er udenfor arbejdsmarkedet.
Lokalsamfundet bakker op.
Lokalsamfundet har vist stor interesse for Mellemrummet. Coach Lise Kirketerp har besøgt Mellemrummet ad flere omgange og senest mandag d. 15 august 2022, hvor hun hjælper med at afklare, hvad deltagerne drømmer om og at sætte ord på deres kompetencer. Lise er meget empatisk og giver vished og ny appetit på jobsøgningen.
Hadsten Motion samarbejder også med Mellemrummet og vil som et forsøg tilbyde lukket, gratis holdtræning en gang pr. måned.
Du kan læse mere om de forskellige aktiviteter i Mellemrummets facebook gruppe ‘Mellemrummet’. Du kan også kontakte Mette på mobilnr.: 51293932.