18. april 2025

Lokaldysten i Favrskov er klar til ny omgang i 2025

De seneste to år har Lokaldysten, som er et tiltag fra DGI, hvor mindre byer dyster mod hinanden i at gå eller løbe længst, fundet sted i Favrskov med støtte fra både Favrskov Kommune og DGI Østjylland.

Det er blevet en ganske fin succes, hvor flere af de mindre byer i Favrskov har deltaget. Sidste år var der seks deltagende byer, Lyngå, Houlbjerg, Nr. Galten, Svenstrup, Lerbjerg/Svejstrup samt Thorsø, hvor det til slut var Lyngå der løb med den samlede sejr.

Lokaldysten, som er arrangeret af DGI, og som i al sin enkelhed går ud på, at tilbagelægge så mange kilometer som muligt til fods, i løb eller på cykel inden for to timer, bliver støttet økonomisk af Favrskov Kommune, herunder Landsbyrådet. I år bliver der samlet set givet 100.000 kroner til Lokaldysten, 50.000 fra Kultur- og Fritidsudvalget samt 50.000 kroner fra landsbyrådet. Pengene går til planlægningen af Lokaldysten, samt afvikling og hjælp til ruter fra DGI.

“Sidste år var der seks landsbyer der deltog, og de har alle tilkendegivet, at de også stiller op i år. Derudover har jeg hørt fra flere andre byer, at de også gerne vil deltage, så det kunne godt se ud til, at Lokaldysten har vokseværk, hvilket jo er fantastisk. Flere af de deltagende byer bruger Lokaldysten som led i en byfest, så man både før og efter løbet har noget fælles, og det er jo blot med til at gøre Lokaldysten endnu sjovere og samlende”, lyder det fra Simon Buus Olsen, der er formand for Landsbyrådet i Favrskov.

Der er orienteringsmøde omkring Lokaldysten d. 1. april i Hadbjerg, hvor alle er velkomne.

Sidste år var det Lyngå, der løb med sejren i Lokaldysten. Foto: Favrskov Kommune
Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler