Stafet for Livet byder i år på et nyt hold-makkerpar. EDC Huset Hadsten og Hadsten Håndbold danner nemlig et fælles hold på årets Stafet for Livet i Hadsten lørdag-søndag den 28.-29. august under navnet ‘EDC Huset Hadsten Håndbold’. Og alle kan være med.
EDC Huset er efterhånden en god, gammel kending hos Stafet for Livet. Gennem de seneste år har EDC Huset både stillet hold og været stafettens eneste rundesponsor, hvilket vil sige, at ejendomsmægleren bidrager med økonomisk støtte for hver eneste løbet / gået runde uanset deltagernes hold. Det gør de også i år.
Hadsten Håndbold er derimod ny i Stafet-regi, men på grund af det i forvejen gode sponsorsamarbejde mellem EDC Huset og håndboldklubben, har man valgt at stille med et samlet hold, hvilket naturligvis glæder Jette Eriksen fra EDC Huset.
“Det er altid sjovt at samarbejde med håndboldforeningen, og vi får masser af liv og aktivitet for vores økonomiske støtte. Derfor var det oplagt at udvide samarbejdet med et fælles hold. Samtidig kan vi sammen med håndbold for alvor få budskabet ud om, at alle er velkomne på holdet. Uanset om man handler hus eller ej – eller spiller håndbold eller ej – så er man 100% velkommen som deltager på vores hold. Vi bakker alle op om den gode, vigtige sag til fordel for Kræftens Bekæmpelse.”
Simon Buus Olsen, salgs- og eventchef hos Hadsten Håndbold, ser også masser af synergi omkring det nye hold:
“Det giver os chancen for virkelig at tilbyde deltagerne en super-god og aktivitetsfyldt dag. Sammen med EDC Huset er vi vært for Hinnerup Garden, der går første runde med fighterne. Vi arrangerer ansigtsmaling, lege, aktiviteter og en børnerunde for børnene, og vi byder på lidt lækkert hen under aften fra Madxpressen. Det er fedt at kunne byde så aktivt ind på dagens samlede stafet-program.”
Det er nemt at tilmelde sig holdet, som findes under Hadsten-stafetten på Stafet for Livets hjemmeside. Alle kan være med.