16. maj 2025

Planlægningen til STAFET FOR LIVET 2021 er i fuld gang

Planlægningen til årets STAFET FOR LIVET i Hadsten er i fuld gang. For 7 gang løber arrangementet af stablen i sidste weekend af august bag Bavnehøjskolen på Skovvangsvej.

Stafet For Livet er et familieevent med holdstafet, aktiviteter og oplysning, der giver håb og støtte til alle, der er berørt af kræft.

Stafetten skydes i gang kl. 11 lørdag d. 28. august og slutter nøjagtig et døgn senere, søndag d. 29. august. Stafetten varer 24 timer for at symbolisere, at kræften aldrig sover. Det er hårdt arbejde døgnet rundt at leve med kræft.

Alle kan stille et hold. Det kan være en familie, virksomhed, vej eller klub/forening. Man kan også tilmelde sig på de åbne hold. Det kan ske på nettet https://www.stafetforlivet.dk/stafet/hadsten eller på stedet under arrangementet. Holdene har mulighed for at sætte telt på pladsen.

Der er 2 gå/løbe ruter på henholdsvis 600 og 1200 meter. Det er helt individuelt om man vil gå eller løbe 1 runde eller et halvmaraton. Igen i år er EDC Hadsten-Hinnerup rundesponsor.

Som noget nyt i år er der tilføjet en tredje rute. Den 3. rute er givet mulighed for også at deltage på mountainbike. Ruten er det nyligt åbne trail på 3,7 km bag HSK’s fodboldbaner.

”Vi håber med dette nye tiltag at få fat i en målgruppe, som vi ikke plejer at nå ud til. Nu kan man både gå, løbe eller cykle. De sidste par år har der været 5-600 deltagere hen over døgnet og med det nye tiltag, så håber vi at kunne sætte ny rekord. Vi glæder os helt vildt”, siger formand for styregruppen Toni Olesen til ByensNyt.

Programmet er ved at være helt fyldt med underholdning og aktiviteter for børn og voksne.

Fra OnlineSynlighed.dk Scenen er der underholdning i alle lyse timer og når mørket falder på, afholder vi en lysceremoni. Her mindes vi de personer, som vi har mistet til kræft, og viser vores støtte til dem som kæmper med kræft.

Alle sponsorater, donationer og tilmeldingsgebyrer går til kræftens bekæmpelse.

På ByensNyt vil vi opfordre alle til at deltage, tilmeld dig et hold eller skab dit eget hold, så vi slår deltagerrekorden fra sidste år.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler