12. februar 2026

Debut til Danmarksdemokraterne og comeback til Alternativet

Den 18. november er der kommunal- og regionsrådsvalg, og hvor vi i går stillede skarpt på byrådet i Favrskovs tre største partier, så kigger vi i dag nærmere på de mindre partier samt tre kandidater til Regionsrådsvalget, hvor en af disse kan ende med at blive Regionsrådsformand.

Undervejs i denne valgperiode, har Favrskov fået to nye partier i byrådet, mens et enkelt er mistet. Det er sket via partihop, hvilket har bragt både Danmarksdemokraterne samt Liberal Alliance ind i byrådet. For førstnævnte var det Morten Bang der tog sit gode tøj og forlod Venstre, efter at have tabt kampen om at blive spidskandidat til Thomas Storm. Simon Buus Olsen forlod i samme ombæring Venstre, og meldte sig i stedet for, endnu engang, ind i Liberal Alliance. Her fik han følgeskab af Erling Høj, der meldte sig ud af Nye Borgerlige, der dermed mistede deres plads i byrådet.

Ved dette valg er der debut til Danmarksdemokraterne på stemmesedlen, hvor endnu en tidligere Venstre-politiker, Lone Glarbo, er spidskandidat. Hun blev ikke genvalgt ved sidste valg, og skiftede sidenhen til Inger Støjbergs parti. Her skal hun, sammen med Morten Bang og en håndfuld andre kandidater, se om der er stemmer nok til partiet til en fast plads i byrådet. Et godt bud er, at det er der, og formentlig ligger der to mandater og venter på partiet.

I foråret talte vi med Kjeld Jensen, der står på listen over kandidater for Danmarksdemokraterne

Liberal Alliance lå mere eller mindre underdrejet ved sidste valg, og fik ikke mange stemmer, men har fået en platform grundet de to partihoppere. Derudover har partiet fået samlet flere interessante kandidater på listen, hvoraf Carsten Normann, tidligere direktør for Rema 1000, står som spidskandidat. Et godt bud er, at partiet får et enkelt mandat, og går det hele i hak, så kan det måske endda blive til to. 

Fra Venstre Erling Høj Sørensen, Oliver Panthera, Spidskandidat Carsten Normann, Simon Buus Olsen, Hanne Gram, Formand for bestyrelsen og kandidat, Lisa Perkins

SF står godt i meningsmålingerne på landsplan, og burde jo være i position til at gå markant frem i Favrskov, præcis som Konservative gjorde det sidste gang. Det virker dog temmelig usandsynligt at SF skulle få en markant fremgang, blandt andet fordi at der på listen ikke ser ud til at være nogen potentiel stemmesluger. Derudover er partiet, med spidskandidat Søren Frandsen i front, nærmest gået i flyverskjul og det er yderst begrænset, hvad man hører til partiet. Så hermed en opfordring til at komme ud af busken.

Dansk Folkeparti sidder lige nu med et enkelt mandat, og har ført en forholdsvis anonym tilværelse, men har arbejdet godt og konstruktivt i byrådet, og med partiets opblomstring på landsplan, så virker mandatet forholdsvis sikkert. Præcis som Det Radikale Venstre, hvor Torben Christensen sidder på partiets mandat. Det gør han formentlig også efter dette valg, og det er svært at forestille sig, at han får følgeskab af andre fra partiet.

Alternativet er tilbage på stemmesedlen, hvor Dennis Bo Petersen fra Ødum er en mand på listen. Partiet stillede sidst op i 2017, blandt andet med Pet Petersen på listen, der sidenhen skiftede til Radikale. Favrskov virker ikke som en kommune, hvor Alternativet for alvor har gode chancer, og der skal nok mere benarbejde til på den lidt længere bane, for at partiet finder fodfæste.

Vi talte tidligere på året med Dennis Bo Petersen, der stiller op for Alternativet

Bliver Anders G. Christensen ny formand for Region Midtjylland?

Der er også valg til Regionsrådet den 18. november, hvor flere fra Favrskov stiller op. Dog er der tre kandidater der skiller sig ud, og som virker som mest sandsynlige i forhold til at blive valgt.

Favoritten over dem alle er Anders G. Christensen, der er spidskandidat for Venstre og eneste reelle udfordrer til Anders Kühnau, der lige nu er formand for Region Midtjylland. Anders er tidligere borgmester, både i Hadsten Kommune, og var Favrskovs første borgmester i en enkelt periode. Ham tegner vi et større portræt af inden for kort tid.

Anders G Christensen

Ham der afløste Anders G. som borgmester hedder Nils Borring, og han sad indtil sidste valg som borgmester i hele 12 år. Han er ubetinget den politiker, der har fået flest personlige stemmer, og selvom han gik markant tilbage ved sidste valg, så fik han alligevel mere end 4.700 personlige stemmer. Blot for at sætte det i perspektiv, så fik nærmeste konkurrent, Lars Storgaard, 1.440 stemmer. Er han så et sikkert kort til Regionsrådet, det er svært at sige, men han ligner en, der godt kunne hente de godt 3000 stemmer hjem, som et mandat kræver. Vi bringer i næste uge et dugfrisk interview med Nils Borring.

Sidste kandidat, som også er socialdemokrat, og som har en plads i det nuværende Regionsråd, er Birgit Marie Christensen fra Søften. Vi skal være ærlige her på ByensNyt og konstatere, at vi ikke har det store kendskab til hende, da hun på ingen måder slår ud med armene, i hvert fald ikke i Favrskov. Hende sætter vi også fokus på i den kommende tid med et interview.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler