6. oktober 2024

En dag i demokratiets navn

Solen bagte fra en skyfri himmel da de Konservative i Favrskov lørdag middag afholdte grundlovsmøde på Kollerup Gods.

Mødet tiltrak ca. 30 deltagere og af hensyn til den bagende sol var mødet flyttet fra gårdspladsen og ind i et nyindrettet og hyggeligt lokale tæt på porten ind til godset, hvor der også tidligere har været afholdt kunstferniseringer og andre møder.

Folketingsmedlem Mona Juul indledte med at dele nogle af sine oplevelser fra sine to første år som folketingsmedlem og slog fast, at hun fortsat tror på demokratiet og også fortsat synes, at der er noget der er værd at arbejde for og at man kan få indflydelse, hvis man søger den.

Hun sagde også, at det, som statsministeren også viser, er vigtigt, at være i øjenhøjde med befolkningen og derfor også må være til stede på de sociale medier – også med den del af livet som ikke er politisk. Mange har da også fulgt med, da folketingsmedlemmet i maj måtte tage afsked med sin hund Victor og lige så mange vil formentlig følge med, når hun snart kan hente sin nye lille hundehvalp Ludvig.

Værten Niels Christian Selchau-Mark kvitterede med at give Mona Juul en lille pakke med legetøj til den lille nye hvalp, inden Mona Juul ilede videre til endnu et grundlovsmøde på Himmelbjerget.

Viceborgmester Lars Storgaard fortalte om grundlovens og nærdemokratiets betydning og om det de konservative arbejder for i byrådet og også om det gode tilslutning som de konservative oplever i disse år. Han håber at det også vil afspejle sig i efterårets byrådsvalg.

Da Lars Storgaard netop er fyldt 60 år var der også en gave til ham i form af et par flasker vin fulgt at af en kommentar om, at Lars gerne må synde lidt, selv om han gennem kostomlægning og motion har tabt sig over 30 kilo det seneste år.

Efter en pause var det Charlotte Green, der holdt tale. Med gode hverdagseksempler var der fokus på sundhedspolitik og ikke mindst med en klar opbakning til familielægen, som efter Charlottes – og det konservatives opfattelse er et virkelig godt svar på, hvordan man sikrer nærhed, tryghed og sundhed i den enkelte famailie.

Til sidst var det dagens vært byrådskandidat Niels Christian Selchau-Mark, der talte om frihedsidealer og forfægtede at frihed ikke er en modsætning til tryghed, men at de i vores samfund i dag stedet bør være hinandens ledsagere. Vi skal passe på, mener han, at vi ikke bare stykke for stykke giver afkald på frihed, fordi hver enket lille flig af en mur ikke betyder så meget, for flere fliger af en mur kan til sammen få selv den mest solide mur til at sprække.

Haven på Kollerup Gods var flot i sommersolen

Efter talerne var der mulighed for at gå en tur eller nyde sin madkurv i Kollerups flotte have, som i dages sol tog sig ud fra sin flotteste side.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler