Indehaver af Hadsten Maskinfabrik Keld Sørensen fylder i dag d. 17. maj 60 år.
Indsjælen Keld Sørensen, til dagligt ofte kaldt Keld Smed, kan i dag fejre sin fødselsdag nr 60.
Den festglade Keld står også bag Musik På Toppen, som de seneste 2 år har samlet mere end 1200 lokale til årets fedeste haveparty. Lørdag d. 8. juni er han klar igen med endnu en koncert på Villa Grande, hvor Lis Sørensen, Moonjam, Shubberne med flere er på plakaten og hvor der kun er få billetter tilbage.
Musik på Toppen er blot et enkelt eksempel på Keld store lokale engagement. Han har gennem de seneste snart 25 år drevet Hadsten Maskinfabrik med forrygende succes. Virksomheden har vundet adskillige priser og har både modtaget gazelleprisen og prisen som årets succesvirksomhed flere gange. Virksomheden er en førende underleverandør af kundetilpassede specialdele i høj kvalitet.
Keld er herudover ejer af det eksklusive Bed & Breakfast Villa Grande, der pt. er forpagtet ud og som har til huse i tidligere Electromatic fabrikant Mogens Kjeldsens daværende privatbolig.
Det er typisk for Keld, at se nye muligheder lokalt og han er da også selv aktivt engageret i lokalområdet. Overskuddet fra Musik På Toppen doneres typisk til lokale formål og han hylder ofte de frivillige – ikke blot dem der hjælper til ved Musik På Toppen. Men hvis man i det hele taget gør noget aktivt for Hadstens borgere støtter Keld gerne op. Han har da også selv været aktiv i Lions og er i dag aktiv i både Civic og Hadsten Rotary Klub.
Keld er kendt for sit gode humør, sin positive tilgang og sin evne til at skabe god stemning omkring sig.
I virksomheden går han gerne selv i gang i køkkenet for at lave noget god mad til folkene, ligesom han gerne inviterer dem med til lokale begivenheder.
Keld var også en af de første til at støtte op, da ByensNyt startede op. “Det er et godt initivativ, at I taler byen op og kaster lys på de gode ting i Hadsten – det vil jeg gerne støtte” sagde han og tegnede derefter straks et partnerskab for Villa Grande, som han dengang selv bestyrede med sin kone Charlotte.
Keld bakker både personligt og gennem sin virksomhed også op om Favrskov Revyen, biografen, Hadsten Gadegrandprix, HØST, Musikskolen, Sløjfen, Hadsten Handel, Stafet for Livet, Lilleåmarked og en masse andre steder.
Fødselsdagen fejres naturligvis på Villa Grande.
_____________________
Keld er opvokset i Ødum og oprindeligt uddannet smed på Ødum Smede- og Maskinfabrik, som den gang var ejet af Kelds far. Han stiftede Hadsten Maskinfabrik d. 1. maj 1990, der i dag har 12 medarbejdere og som dermed næste år kan fejre 25 års jubilæum.