Hvis vejret er godt bør du aflægge kommunens højeste punkt Lysnet ved Vissing et besøg.
Jeg var forbi Lysnet en dejlig dag i forsommeren, hvor solen stod højt på himlen og sommerfuglene svirrede i luften. Som fugleelsker nød jeg også at se de hvide vipstjerter hoppe rundt og samle føde mens bogfinker og gærdesmutter sang om kap med lærken.

På ByensNyt har vi faktisk før skrevet om det statsejede Lysnet, fordi vi synes stedet er noget overset og der er virkelig flot natur og en fantastisk udsigt.
Tidligere blev der indvundet ler i området, men den hidtidige lergrav er nu omdannet til den smukkeste sø og på søen lå to flotte knopsvaner og solede sig.

Der er trampesti rundt om Lergravssøen, men vær opmærksom på at det er ganske kuperet i området, det er ikke for ingenting at Lysnet er Danmarks 9. højeste punkt. Langs trampestien er der enkelte bænke, hvor du kan tage dig et hvil og nyde udsigten og naturen.
Lysnet er ikke bare et højt punkt med en enestående udsigt. Det er er også kendt for sine orkideer – men husk, du må ikke plukke dem, de er alle fredet.
Faktisk er der på stedet mere end 350 forskellige planter og der er også et rigt fugle- og sommerfugleliv langs trampestien. Er du heldig får du måske også øje på en guldsmed.
På Naturbasen vil du kunne læse, hvordan sommerfugleentusiaster og faunanørder fortæller om de mange artsfund, de har gjort sig ved Lysnet.

Vil du læse mere om Lysnet finder du ByensNyts tidligere artikler om stedet her: Lysnet 2020 og Lysnet 2023:
Sommer i Favrskov er en sommerføljeton, hvor vi på ByensNyt fortæller om kendte og mere oversete lokale naturperler, som man kan overveje at aflægge et besøg med madkurv eller kaffe i løbet af sommerferien.













