Sommer i Favrskov – Vissing Enge en sand perle for fugleelskere

Lige uden for Hadsten mellem Vissingvej, jernbanen og Hadstenvej, der går fra Vissingvej og ind til Lerbjerg finder du vådområdet Vissing Enge, hvor du kan se på fugle og nyde naturen.

Jeg valgte at sætte bilen på den lille parkeringsplads på Hadstenvej på venstre side af vejen, når du kører mod Lerbjerg fra Vissingvej.

Her finder du en oplysningstavle men nogle få informationer.

Herfra kan du gå ned til fugletårnet, der ligger et stykke nede af trampestien. Da jeg kom der en tidlig morgen, så jeg en flot buk for enden af trampestien, der dovent rejste sig og traskede væk, da den så mig ankomme.

Døren ind til Fugletårnet binder hårdt, så der skal rives godt til i døren , for at få den op og indenfor er der efterladeskaber fra de svaler som har valgt at bruge tårnet til deres reder.

Udsigten fra fugletårnet

Men der er en dejlig udsigt fra tårnet og har man tålmodighed er der også fugle at se. Oplysningstavlen fortæller at der skulle være et bordebænkesæt i området. Men selv om jeg har været der flere gang og har tilbragt en del tid i området og gået ned mod søen, både fra den ene parkeringsplads og fra den anden, så er jeg endnu ikke stødt på angivne bordbænkesæt. Så jeg kan godt have min tvivl om, hvorvidt det overhovedet er der. Men så kan man sætte sig i græsset og nyde sin madkurv eller sin medbragte kaffe. Og der er som sagt masser af fugle at kigge på i området. Jeg travede et godt stykke hen ad trampestien hen til jernbanen og her var der også både rørspurv og svaler.

2 Nældens Takvinger suger netktar af tidslerne.

Over mig svævede den røde glente og man kunne også både høre lærker og viber. I søen ved tårnet var der masser af ænder, gæs, svaner og blishøns og jeg har flere gange bl.a. observeret traner og rørhøg i området.

Når jeg stod stille og lyttede kom sommerfuglene også tættere på. Der er både kålsommerfugl, nældens takvinge og græsrandøje, der suger nektar fra de vilde blomster. Gøgen bor tæt på og da jeg var der, kukkede den lystigt. Langs trampestien var der flere fine vilde blomster men her er jeg mere på udebane og skal ikke kloge mig for meget på arterne.

Du kan også vælge holde på parkeringspladsen på Vissingvej. Her er plads til lidt flere biler og når det ikke er for sumpet kan du komme ganske tæt på søen. Her er der også masser af sommerfugle at betragte.

En græsrandøje har fundet en dejlig kløverblomst at suge nektar fra.

Sommer i Favrskov er en sommerføljeton, hvor vi på ByensNyt fortæller om kendte og mere oversete lokale naturperler, som man kan overveje at aflægge et besøg med madkurv eller kaffe i løbet af sommerferien.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler