23. oktober 2024

Store planer med Fiskeparken Svejstrup

Da erhvervsmanden Flemming Viktor Andersen for få år siden købte fiskeparken i Svejstrup efter sin fars død fulgte det lille landsted Lindegården, der ligger ved siden af med i handlen.

Flemming, der bor i London og som oprindelig kommer fra Nørre Galten og som har haft i sin opvækst og ungdom i Hadsten kunne trods den lidt forsømte fiskepark se muligheder i området.

Siden er området forskønnet omkring de to fiskesøer, søerne er renset op for senegræs, der er etableret flisbelagte trædestier, og der er fældet og tyndet godt ud i bevoksningen. Og så er fiskebetingelserne også blevet markant forbedret. I søerne kan man fiske regnbue-, bæk-, sø-, tiger- og guldørred – stærke og flotte fisk i forskellige størrelser op til 7 kg. Derudover har Flemming Viktor købt jord op i området, hvor han har anlagt en lille æbleplantage med flere forskellige sorter og er samtidig i fuld gang med at renovere staldbygningen på Lindegården, hvor der skal være stutteri og en flot hjerteformet hestefold bag ved. ByensNyt besøger Fiskeparken en fredag formiddag, hvor vi har en aftale med den daglige leder af stedet.

Lindegården er blevet ganske flot med sit blanke tag, hvideklakede mure, sorte vinduer og tårnur og og snart er også hele stålladen fuldt beklædt med cedertræ. Bagved stutteriet bygges hestefold

Fra kreativ mand på modelbureau til bonderøv

Det er Flemming Viktors gode ven og mangeårige medarbejder Kåre Arndt de Thurah, der er ansat til at få det hele op at spille og der er store planer for området. ”Ja, det er da noget af en kontrast at komme herud til Svejstrup,” smiler Kåre, der med sin familie bor i en lejlighed på Frederiksbjerg i Århus. Indtil for kort tid siden var han kreativ grafiker i et modelbureau og har gennem mange år har arbejdet med reklame, branding, design og events. ”Så overskriften på afsnittet kunne godt hedde fra kreativ mand på modelbureau til bonderøv?” spørger jeg grinende Kåre. ”Ja, det er i hvert fald ikke helt forkert” svarer han med et stort smil. ”Men når det så er sagt, så er jeg jo også naturelsker. Jeg er inkarneret lystfisker og har da også en ganske pæn kolonihave, hvor jeg dyrker krydderurter og grøntsager og hvor jeg nyder at slappe af fra pulsen i marketingverdenen.

”Og nu er jeg så her” griner han. Kåre er trukket i arbejdstøjet, da vi besøger stedet, for der er stadig mange opgaver i at få området til at se godt ud.

Samvær – Natur & Æstetik

Det er Kåre der har designet Fiskeparken Svejstrups nye logo og han siger: ”Vores mantra er Samvær- Natur og Æstetik”. Kåres baggrund som branding-ekspert fornægter sig ikke. ”Det er vigtigt for os at bevare naturen i området og at det er naturens egne elementer der skal være med til at skabe og danne rammen om attraktionen herude. Vi håber på, at vi kan skabe et sted, hvor man har lyst til ikke bare at fiske. Men også et sted, hvor familier har lyst til at komme forbi med madkurven. Vi har borde-bænkesæt og man kan også sætte sig i klubhuset, hvis det er lidt dårligt vejr – og der kan man frit lave sig en kop kaffe, hvis man har lyst til det”.

Da ByensNyts udsendte var forbi klubhuset for et års tid siden, var det en lidt forfalden gammel hytte, men nu fremstår den nyrenoveret, med en lille bar med en kaffemaskine og borde og bænke, pæne lamper og med fiskestænger på væggene og en grill foran.

”Ja, vi er jo slet ikke færdige endnu siger Kåre” men nu er det da brugbart. Og det skal heller ikke være for fancy, det skal jo også kunne bruges af folk i travesko og gummistøvler.”

På turen omkring søen kommer vi forbi Chris fra Allingåbro, der er i Svejstrup for at fiske. Han er svært fornøjet, da han lige har fanget to flotte fisk på hver et par kilo.

Bag de to søer er Kåre i fuld gang med at lave en lille vold, hvor han har sat brombær-, enebær og hindbærbuske, som skal omkranse en kommende bålhytte og nogle shelters.

Masser af nye tiltag på vej

”Hytte og shelters ligger ganske vist til godkendelse i kommunen og grundet corona, så tager det jo lidt tid med godkendelserne men så venter vi bare og så gør vi i stedet alt det vi kan gøre som ikke kræver godkendelser” fortæller han engageret.

”Vi kan jo stadig skabe voldene, etablere beplantning, flisbelægning, tynde ud i krat og buskadser m.v., sådan at det bliver hyggeligt at komme her. Prøv at forestille dig, at man kommer her ud med familien, børnene leger her omkring volden og kigger på dyr og fugle, mens forældrene fisker. Så plukker man måske lidt enebær og gør klar til at røge de fisk man har fanget over bålet. Det er den form for stemning vi gerne vil skabe. Vi laver også en lille naturligt voksende blomstereng ovre bag ved” fortæller Kåre. ”I forbindelse med klimasikringsplanerne bliver Lilleåen ført tilbage til sit naturlige forløb og målet er at vi får lavet et helt lille natur- og fiskemekka herude” fortæller Kåre pegende ned mod Lilleåen, der løber få hundrede meter fra søerne.

”Vi har faktisk et ret rigt fugle- og dyreliv her med rovfugle, svaner, ænder og småfugle her ved søerne. Der er også harer og sågar oddere her. Derfor er det vigtigt, at vi stadig er i god pagt med naturen. Og vi vil gerne holde det pænt og vi håber derfor også at vores gæster vil være med til at passe på det hele.

Vi adskiller aktiviteterne i Fiskeparken Svejstrup fra Lindegården Svejstrup. Vi ønsker at stille faciliteterne i Fiskeparken Svejstrup til rådighed for familieudflugter, skoler, klubber, kurser, konkurrencer m.v. mens Lindegården Svejstrup får et andet set up. Men de to ting ligger jo lige opad hinanden og vi kommer helt sikkert også til skabe fælles arrangementer og events, hvor vi kan nyttiggøre hele området.

Vi har mange planer og visioner for hele området herude og er ret ambitiøse, men i første omgang skal vi have genskabt de lokales lyst til at komme herud og se, hvor dejligt det hele er blevet. Folk kan komme på cykel, på motorcykel eller i bil for at fiske eller blot for at nyde området. Så udvikler vi det hele hen ad vejen, så man hele tiden oplever, at der er noget nyt at komme efter og naturen i sig selv er jo også foranderlig” fortæller Kåre.

Der er det seneste år allerede sket rigtig meget på stedet. Med kombinationen marketing- og brandmanager, lystfiskerentusiast og naturelsker i samme person lyder det til, at man på Fiskeparken Svejstrup og Lindegården Svejstrup i Kåre har fundet den helt rigtige profil til at stå i spidsen.

Du kan følge Fiskeparken Svejstrup her og på parkens Facebookside.

Kåre var i arbejdstøjet da han begjstret fortalte om de kommende faciliteter i Fiskeparken Svejstrup
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler