23. januar 2026

Facebook og Instagram lukker for politiske annoncer op til valget

Hvad betyder det for din stemme og kandidaternes synlighed?

Meta, der ejer Facebook og Instagram, har meldt ud, at de fra oktober 2025 midlertidigt stopper alle politiske og samfundsrelaterede annoncer i EU. Beslutningen sker som reaktion på nye EU-regler om gennemsigtighed i politisk annoncering, der træder i kraft samme måned. Det rammer direkte ned i optakten til kommunal- og regionsvalget i Danmark, som finder sted i november. Med andre ord: Partierne og kandidaterne i Favrskov Kommune får en helt ny virkelighed at forholde sig til, når det handler om at nå vælgerne på sociale medier.

Hos Byens Nyt har vi bedt John Nielsen, der er specialist i digital kommunikation og social media-rådgiver hos OnlineSynlighed.dk, give sit bud på, hvad den beslutning betyder i praksis.

1. Hvad betyder Metas beslutning for de lokale valgkampe?

“Den betyder rigtig meget. Facebook og Instagram har i flere valg spillet en nøglerolle for kandidater, der gerne vil møde vælgerne i øjenhøjde, få deres budskaber ud og skabe lokal synlighed. Især kandidater uden store kampagnebudgetter har haft gavn af, at man for relativt få midler har kunnet ramme lige præcis de målgrupper, man ville. Når Meta lukker ned for politisk annoncering, mister mange lokale kandidater og partier en af deres mest effektive og fleksible kanaler.”

2. Hvorfor lukker Meta ned for politiske annoncer?

“Meta henviser til nye EU-regler om gennemsigtighed i politiske kampagner, som træder i kraft 10. oktober. Ifølge Meta er reglerne for komplekse og juridisk uklare, og de vurderer, at det er nemmere helt at afvikle politiske annoncer i EU end at leve op til kravene. Det gælder både Facebook og Instagram. I praksis vil det sige, at kandidater ikke længere kan betale for at få deres budskaber vist til vælgere i Favrskov Kommune via disse platforme.”

3. Hvad betyder det for dig som vælger?

“Det betyder, at du sandsynligvis vil se færre sponsorerede politiske opslag, men ikke nødvendigvis mindre valgkamp på sociale medier. Kandidater og partier må nemlig stadig gerne kommunikere politisk på deres sider, så længe det ikke er betalt annoncering. Organiske opslag adskiller sig dog ved, at de kun vises til dem, der allerede følger kandidaten eller interagerer med lignende indhold. Det kan gøre det sværere for dig som vælger at opdage nye kandidater, du ikke allerede følger. Facebooks algoritme favoriserer nemlig opslag fra venner og sider, du interagerer med ofte.”

4. Hvilke alternativer har partierne og kandidaterne?

“Nogle vil helt sikkert styrke deres synlighed med klassiske virkemidler: plakater, outdoor-reklamer, busreklamer og annoncer i lokale medier som Byens Nyt. Andre vil skrue op for deres organiske indsats på sociale medier og måske flytte budgetter over på andre digitale platforme som YouTube, Google-søgeannoncer eller nyhedsbreve. Det bliver også mere vigtigt end nogensinde, at kandidater bruger deres egne kanaler aktivt – det kan være video, cases, debatindlæg og direkte dialog med vælgere på Facebook og Instagram uden annoncepenge.”

5. Hvordan kan kandidater stadig være synlige online uden betalte annoncer?

“Man kan faktisk nå rigtig langt med en god organisk strategi. Det handler om at kende sin målgruppe, vælge de rigtige emner og kommunikere med autenticitet og relevans. En kandidat fra Hadsten eller Hinnerup kan for eksempel nå lokale borgere med en velproduceret video, et skarpt debatindlæg eller en personlig fortælling, som bliver delt i netværkene. Jeg anbefaler også at bruge andre digitale kanaler som nyhedsbreve, lokale netværk, hjemmesider og søgemaskineoptimering. Kort sagt: Tænk som en lille medievirksomhed. For selv uden annoncebudget kan du stadig være synlig og relevant.”

Et lokalt demokrati i forandring

Metas beslutning kommer på et kritisk tidspunkt. I en tid hvor mange danskere får deres nyheder og inspiration fra sociale medier, får kommunalpolitikerne nu sværere ved at nå ud bredt og målrettet online. Det stiller krav til opfindsomhed, planlægning og digitalt overblik.

Men som John Nielsen påpeger, er det også en mulighed:

“Det tvinger kandidater og partier til at arbejde mere strategisk med deres kommunikation. Og det kan faktisk styrke det lokale demokrati. Når fokus flytter sig fra blot at booste opslag til at skabe meningsfuldt indhold, giver det bedre forudsætninger for en oplyst og engageret offentlig samtale.”

Byens Nyt følger udviklingen og dækker kommunal- og regionsvalget i Favrskov Kommune frem mod valgdagen i november.

___________________________________

John Nielsen har gennem mere end 15 år drevet virksomheden OnlineSynlighed.dk i Hadsten og er digital strategisk partner for Byens Nyt og en lang række øvrige virksomheder, organisationer og personer.

Relaterede artikler