Torsdag den 30/5-2024 blev Østervangskolens årlige festival afholdt. Og sikke en fest.
Solen skinnede fra en skyfri himmel, og der var højt humør. Hvert år afholder Østervangskolen en fælles uge i foråret, som rundes af med et arrangement torsdag aften. Den dag vises, hvad der er arbejdet med i løbet af ugen, og der er festivalstemning, når skolens elever optræder i teltet med musik.

I år var temaet FN’s Verdensmål. Eleverne arbejdede i grupper på tværs af alder i de forskellige afdelinger på skolen. Det var en gruppe stolte elever, der viste deres arbejde frem på de åbne udstillinger. Der var lavet re-grow planter, kampagnefilm om fattigdom, mindre ulighed, korruption og tortur, spil, der skulle gøre os klogere på uddannelse, udstillinger, der skulle gøre os klogere på livet i havet og meget, meget mere.
Forældrerådet på 8. årgang havde sammen med deres børn en bod, hvor der var mulighed for at købe kage og en sodavand. Overskuddet fra dette salg går ubeskåret til årgangens skolerejse i det kommende skoleår.

Sidst med ikke mindst var skolen vært ved “byens største picnic” på skolens grønne plæner, hvor folk havde medbragt tæpper og mad.