Når Favrskov Revyen 2021 – Taber masken spiller op for 13. gang d. 6.-9. oktober kan man allerede nu melde næste udsolgt til premiereaftenen.
Grundet COVID 19 var der først sat en begræsning på 100 billeter pr aften og det resulterede i at der hurtigt blev udsolgt onsdag og fredag, men nu har administrator Jens-Ole Hesel efter moden overvejelse løftet antallet til 125 mod normalt 150 og derfor er det stadig muligt at få billet til onsdag og fredag, men man skal skynde sig fortæller han.
Rygterne vil vide, at det lokale ægtepar Grethe & Preben i skikkelse af Tina Vejby & Jan Erik Elgaard og den måbende blondine Susanne (Tina Bruun) kommer med i revyen igen, det samme skulle efter sigende være tilfældet med flere byrådspolitikere, et par folketingspolitikere, en betjent fra vores lokale politistation og andre profiler fra lokalområdet. Det siges også, at man atter har fået skrevet en ordrig monolog til Anette Lyngaa og at Poul “Kreativ”Sørensen igen får mulighed for at udfolde både sangstemme og charme på de skrå brædder.
Lisbeth Gaba får digital hjælp fra sin “søn” Lars Boye Brandt og hvordan det ender kan du kun glæde dig til at se.
Men hvad mon titler som “Stensikker Succes”, “Selvhjælpsgruppen” og “Krænkelsesparat” dækker over?
Det må du vente med at se til revyen løber over stabelen til oktober.
Orkestret har øvet sig sammen med holdet tirsdag efter tirsdag og koreografen Glenn Rasmussen er i fuld gang med at planlægge aktørernes dansetrin mens Anders Wadsholt kaster al sin entusiasme og energi ind i instruktionen, så holdet kommer “Ud over Ramperne”
“På nuværende tidspunkt har vi samlet solgt omkring 300 billetter, så vi forventer igen at få helt udsolgt” fortæller Jens-Ole Hesel. “Premiereaftenen og fredag er ofte udsolgt allerede 14 dage før premieren og i år ser det ud til at ske endnu før og så kommer torsdag og lørdag stille og roligt med, så vi ender med at få udsolgt. Sådan plejer det at være.”
Du finder dine billetter til årets revy her: Favrskov Revyen 2021